Rødkål er en toårig plante, der i væksten ligner hvidkål. Stænglen er kort og tyk, og hovedet er dannet af tætsiddende, sammenfoldede blade. Det første år udvikles hovedet, og fra dets midte i spidsen af stænglen skyder det følgende år blomsterstanden frem. Rødkålens farve er rødviolet og skyldes en intensiv rød cellesaft i de ydre cellelag i stængel og blade, mens de inderste dele er helt hvide. Den rødviolette farve skifter efter surhedsgraden; ved kogning i alkalisk (kalkrigt) vand bliver farven blålig, ved tilsætning af eddike eller citronsyre bliver den lysende rød, mens natron i kogevandet ændrer farven til grøn. Rødkål har en mere pikant smag end hvidkål, og den er velegnet til konservering.
Vækstkrav: Dyrkes som hvidkål (se denne artikel).
Pleje: Frøet sås i marts-april i hus, og småplanterne udplantes omkring 15. maj. Frøet kan også sås på friland 10.-15. april, og planterne udtyndes til 60x60 cm's afstand.
Hos rødkål anvendes det faste hoved, medens yderbladene kasseres.
Sorter: 'Langendijker Sommer' i flere typer egner sig til tidlig anvendelse; 'Holdbar Amager', efterårskål, kan opbevares til ca. 1. februar; og 'Holdbar Vinter' og 'Langendijker Vinter' er meget holdbare.