Vandmelon stammer fra tropisk Afrika, men dyrkes nu i alle egne, hvor klimaet passer den. Det er en rankende urt med stilkede, fjersnitdelte blade; alle dele af planten med undtagelse af frugten er stivhårede. Som andre græskar er den enbo; det er let at se forskel på de slanke han blomster og de fyldige hun blomster. Blomsternes farve er oftest lys gul, men kan være hvidlig. Blomstringen begynder, når planten er 6-8 uger gammel, og frugten modner efter yderligere ca. 8 uger; den er nærmest kuglerund, men kan være tykt tenformet; som moden er den grøn med mørkere grønne striber eller tegninger. Frugtkødet er lyserødt og meget saftigt med en behagelig, sødlig smag; de store, flade, sorte frø sidder spredt rundt i kødet. Frugternes modenhed prøves ved, at man banker dem i blomsterenden; giver de en hul lyd, er de tjenlige til høst. Vandmelon stiller store varme krav, og luft og jord må ikke være for fugtige under modningen; i så fald rådner frugten. Vandmelon sætter pris på en svagt sur jord med et meget lille indhold af humus. Kvælstof tilførslen skal ske med forsigtighed og absolut karrighed, idet for meget kvælstof giver hule frugter. Dyrkning af vandmeloner her i landet, selv i varmhus, har kun små udsigter til at lykkes. Den kan dyrkes som melon, men i en jord af groft, sandblandet ler uden gødning og meget lidt vand efter blomstringen.
Andre arter:
Kolokvint (Citrullus colocynthis) er nær beslægtet med vandmelon. Det er en klatrende eller krybende staude med små, runde, appelsinlignende frugter; under den hårde frugtskal findes det bløde, meget bitre frugtkød, der tidligere blev anvendt som afføringsmiddel. Kolokvint kan kun dyrkes i varmhus hos os.