Insekter

Insekterne hører sammen med tusind­ben, edderkopper, mider og bænkebi­dere til den store gruppe leddyr, Ar­thropoda. Det er den største eksiste­rende dyreklasse, der indeholder ca. 4/5 af alle dyrearter; alene i Danmark findes omkring 20.000 arter. Insekter­ne spænder i form, størrelse og levevis lige fra de et par mm lange, farveløse springhaler, der lever af planterester i jord, over de små galhvepse, der lever beskyttet i bladgaller, til den 10-12 cm store aftensværmer dødningehovedet, der lever af nektar og kan optræde som honningtyv i bistader.

De græsgrønne løvgræshopper hører til Danmarks største insekter. Hunnen har en sabelformet læggebrod. De er både kød- og planteædende.

Det særlige ved insekterne er den tre­delte krop (hoved, forkrop og bag­krop) og de tre par ben, som sidder på forkroppen og. har givet insekterne deres andet navn Hexapoda (»seks­fødder«). Med en række undtagelser er insekter udstyret med to par vinger og er omgivet af et hårdt, beskyttende hudpanser, der delvis består af kitin; på disse kendetegn kan man adskille insekterne fra andre leddyr, der dels aldrig har vinger, dels har et større antal ben; således har mider og edder­kopper. som ofte forveksles med in­sekter, fire par ben. Insekterne orien­terer sig med følehornene og øjnene. De har ofte både et par store, sammen­satte øjne på siden af hovedet og et par små punktøjne på dettes forside. Hos visse natsværmere, heriblandt en ræk­ke skadedyr, bruger hannerne følehor­nene til at »lugtesig frem« til hunner­ne, som udsender duftstoffer (feromo­ner) i ganske små mængder. Da hanner af en given art kun tiltrækkes af deres egne hunner, er der forsøg i gang med at benytte fælder, der indeholder disse duftstoffer, for at forudsige tidspunkt og omfang af eventuelle skadedyrs­angreb.

Åndingen foregår ved hjælp af et fint forgrenet net af kanaler (tracheer), der forsynes med luft gennem åndehuller (spirakler) på siden af kroppen. Mund-

delene kan være udformet højst for­skelligt: bidende hos biller, gedehamse og mange insektlarver, stikkende-su­gende hos bladlus og tæger, raspende­sugende hos thrips eller sugende med sugesnabel hos sommerfugle.

Insekternes formering er et kapitel for sig. De fleste insekter er æglæggende, mens enkelte, f. eks. bladlus, kan føde unger. Udviklingen fra æg til voksen (imago) sker via en række ungdomssta­dier, som i forskellig grad ligner de voksne insekter. Hos en mindre grup­pe insekter, bl.a. ørentviste, tæger, græshopper og bladlus, ligner de unge insekter (nymferne) de voksne både i udseende og fødevalg ; kun størrelsen og mangelen på vinger adskiller dem. Udviklingen sker her gradvis og kaldes ufuldstændig forvandling, idet nymfer­ne for hvert hudskifte vokser i størrelse samtidig med, at vingeanlæggene ud­vikles.

Den 5-6 cm lange eghjort er nu uddød i Danmark, men findes i Mellemeuropa.

Admiralen er en velkendt og velset gæst i haven i eftersommeren.

Hos de fleste insekter er forskellen i udseende mellem ungdomsstadiet og voksen imidlertid så stor, at man taler om en fuldstændig forvandling. Det insekt, der kommer ud af ægget, er en larve, der overhovedet ingen lighed har med det voksne insekt: den har ingen spor af vinger, ingen veludvikle­de øjne og er ofte udstyret med mund­dele, der er tilpasset en helt anden føde. F.eks. lever de fleste sommerfug­lelarver af plantedele, som de med deres bidende munddele er i stand til at afgnave og æde, mens de voksne sommerfugle ernærer sig af nektar, som suges med en lang sugesnabel, eller slet ikke tager næring til sig. Den gennemgribende forvandling fra larve til voksen foregår i puppestadiet, et »hvilestadium «, hvor insektet ligger beskyttet uden at tage føde til sig. Når det voksne insekt er fremkommet af puppen, sker der ikke yderligere for­andringer.

Hovedparten af insekterne tilbringer det meste af deres liv og indtager størstedelen af deres føde som larve. Flertallet af insekterne fuldfører her i landet hele udviklingen fra æg til vok­sen på et år; enkelte er dog, som oldenborren, flere år om at gennemfø­re deres livscyklus. Andre som bladlu­sene kan have adskillige generationer i løbet af en sommer.

Insekterne er uhyre vigtige for menne­sket, både for det onde og det gode. På trods af, at kun få af arterne er direkte skadelige ved at æde kulturplanter (kålorme, jordlopper), ved at overføre sygdomme til mennesker og planter (myg, bladlus) eller ved at æde afgrø­derne efter høst (kornbiller, melmøl), er det alligevel betydelige tab, der både i jordbruget og privathaven kan være resultatet. Meget ofte er det in­sektlarverne, der er generende, såle­des knoporme og »orm« i æbler, der er sommerfuglelarver, »orm« i hindbær og smælderlarver, der er billelarver, og »orm« i gulerødder, der er fluelarver. På plussiden skal insekterne have æren af at bestøve markafgrøder og frugt­træer og -buske og derved sikre frøavl og frugtsætning. Mange insekter, her­iblandt mariehøns og gedehamse, gør nytte ved at æde skadelige dyr, mens snyltehvepse og snyltefluer gør det af med en række skadedyr ved at snylte på dem. Endelig indgår insekterne som et vigtigt led i den kæde af organismer, der sørger for nedbrydningen af døde planter og dyr i jorden og i havens kompostbunke og derved sørger for at holde stoffernes kredsløb i gang.

Livscyklus

Ufuldstændig forvandling har 3 stadier: æg, hvoraf der klækkes en nymfe, der ligner det voksne insekt, men er vingeløs. Nymfen antager gennem en række hudskitter efterhånden den voksnes skikkelse.

Fuldstændig forvandling har 4 stadier: æg, larve, der aldrig ligner den voksne, puppe og voksent, vinget insekt.