Stueakacie har fået navnet Albizia efter den italienske adelsmand Filippo del Albizzi, som i 1749 deltog i en sørejse til Tyrkiet. På dette togt blev der indsamlet frø af mange forskellige planter, og et hidtil ukendt træ blev opdaget og fik navnet Albizia julibrissin.
Stueakacie stammer fra Australien og minder meget om Acacia; men dens krone er skærmlignende i modsætning til Acacia's runde krone. Førsteårsplanter har en enkelt, ugrenet hovedstamme; men ældre planter er ofte mere forgrenede. De finhårede blade kan opnå en betragtelig længde, ofte op til 40 cm; de er sammensat af indtil 40 par småblade. Blomsternes dekorative virkning skyldes de mange støvdragere, der er samlet som i en barberkost. Blomsterne er lysegule og samlet i tætte, cylinderformede stande. Blomstringen kan vare i flere uger.
Stueakacie (Albizia lophancha) skal vandes rigeligt med regnvand for at trives godt; men der må aldrig stå vand i underskålen.
Pleje: Selvom stueakacie trives bedst i fuld sol, kan den også klare sig halvskygge. Om vinteren er så lys en placering som mulig en nødvendighed; om sommeren kan planten stilles udendørs på en varm, vindbeskyttet plads. Om vinteren klarer planten sig godt i et køligt, lyst rum ved en temperatur helt ned til +2°C. I den lyse halvdel af året er stueakacie meget vandkrævende; men den skal vandes med kalkfattigt vand, f.eks. kogt vand eller regnvand. Om vinteren reduceres vandingen betydeligt. Planterne tåler hverken fuldstændig udtørring af jorden eller stående vand i underskålen. I sommerhalvåret gødes regelmæssigt. Pottejorden skal være meget luftig og vandgennemtrængelig, f.eks. enhedsjord. Stueakacie formeres ved frø, der let spirer, ligesom frøplanterne hurtigt vokser til. Ældre planter kan med forsigtighed omplantes i maj, før væksten går i gang.
Andre arter: Albizia julibrissin blomstrer i august-september med lys- og mørkrosa blomster i spidsen af skuddet. Blomsterne er ca. 3 cm store, og bladene bliver mellem 15 og 30 cm lange. Planten findes overalt i Middelhavsområdet; den er et yndet parktræ i Sydfrankrig, i Tessin og i Cornwall. Det mærkelige artsnavn er afledt af det persiske gül-i-abrischim = blød silke.