Skovranke (Clematismontana rubens) udvikler sig hurtigt og smukt på en pergola. Den er tilmed tidligtblomstrende og kan senere på sommeren afløses af andre velegnede slyng- eller klatreplanter.
Pergolaen er en moderne udgave af et meget gammelt element i havekunsten, nemlig løvgangen. Ordet er italiensk og betyder netop løvgang. Dette begreb er opstået med inspiration fra de gamle romerske og arabiske søjlerækker, der som regel var helt overvokset af vinranker, som udover de læskende frugter gaven svalende skygge.
De allerførste egentlige løvgange bestod næsten altid af en dobbelt række løvtræer, hvis grene kunstigt blev bøjet frem imod hinanden og sammenbundet eller sammenpodet på midten. Samtidig blev sidegrenene bundet ud til siden for at danne et espalier, så at løvgangene altid var lukkede både foroven og på siden. Den videre vækst og vedligeholdelse medførte, at disse løvgange eller buegange altid blev særdeles tillukkede og mørke.
Den moderne pergola tjener samme formål. Buegangenes espalierede sidegrene er væk, og de bærende elementer udgøres i stedet for af planterne nu af murpiller, rør eller i de fleste tilfælde træstolper med overliggere af samme materiale.
Blomstrende slyng- og klatreplanter anvendes ofte i forbindelse med pergolaer; men også eksotiske bladplanter bibringer mur- eller træværket en god karakter og skaber svalende skygge i haven. Ofte anvendte blomstrende pergolaplanter er stor- og småblomstrede klematis, slyngroser, kaprifol, klatrehortensie og blåregn. Af bladplanter anvendes oftest tobakspibeplanten, humle, vedbend og vin.