En blomstereng kan levere afskæringsblomster hele sommeren. Her en type af kæmpemargerit (Chrysanthemum lacustre). Blomsterengen er i naturen et plantesamfund af enårige og flerårige græsser og blomsterplanter, som har tilpasset sig voksestedets klima, jordbund og fugtighedsforhold. Forholdet mellem de enkelte arter i blomsterengen veksler stadig under påvirkning af klimaændringer og menneskelig indgriben. I Danmark finder man kun meget få steder egentlige blomsterenge uden påvirkning af mennesker. Fugtige enge har ofte en rig flora, men ved græsning indskrænkes artsantallet ofte til de typer, som ikke afgræsses af kreaturerne. Ved vore kyster findes strandenge, hvis bestand er præget af saltelskende eller salttålende planter. I pagt med den stigende respekt for naturen og modstanden mod alt for kunstige haver har blomsterengen vundet indpas i haverne. I store haver har blomsterengen selvsagt størst chance for at få en god udvikling og rimelig virkning, idet en blomstereng på få kvadratmeter er umulig at etablere eller vedligeholde. Fordelen ved en blomstereng i haven er et minimum af vedligeholdelse og en stor blomstermængde hele sæsonen, også til afskæring.
Anlæg af en naturlig blomstereng: På kulturjord kan en blomstereng ikke opstå af sig selv. Hvis et tidligere dyrket areal overlades til sig selv, vil det nok blive tilvokset med planter, men fortrinsvis af den type, som vi benævner ukrudt. En stor del af ukrudtet har ganske vist smukke blomster og en lang blomstring, men helheden vil ikke være tilfredsstillende. Derfor må enhver blomstereng i både større og mindre haver anlægges. Ved anlæg kan man enten gå ud fra en oprindelig, naturlig eng på stedet, eller man må behandle jorden på akkurat samme måde som ved anlægget af fx et staudebed. I fritidshaver i Nordsjælland eIler ved Limfjorden får man foræret grundlaget for blomsterengen samtidig med købet af grunden. De pågældende steder findes en naturlig flora med græsarter som rødsvingel, fåresvingel, gulaks, bølget bunke og enghavre og desuden blomsterplanter som rundbælg, blåmunke, kobjælde, gul snerre, timian og høgeurt. De er alle sammen tørbundsplanter, der trives ved lav fugtighedsgrad og ringe næringsmængde i jorden.
I fritidshaver inde i landet ved åer og søer er bundlaget mere fugtigt og rigt på næring. Her findes græsser som rødsvingel, hjertegræs og mose bunke og blomster som ranunkel og brunelle, kragefod, engnellikerod, trævlekrone og kabbeleje. Går man ud fra den naturlige vegetation på stedet, kan man supplere plantebestanden med frø fra vilde planter eller indplante klumper af vilde planter på arealet. Husk dog, at fredede planter ikke må opgraves og fjernes fra de naturlige voksesteder!
Anlæg af en kunstig blomstereng: På gammel kulturjord, som den findes i de fleste gamle og nye haver i by og på land, må jorden til en blomstereng
behandles lige så grundigt, som drejede det sig om anlæg af et staudebed eller et rosenbed. Jorden skal omhyggeligt gennemgraves i mindst et spadestiks dybde. Alle rødder af flerårigt ukrudt, trærødder og større sten bør fjernes. Det er bedst at lade jorden ligge »brak« en hel vækstsæson. Så vil de eksisterende ukrudtsfrø spire frem, og ved stadig kultivering og hakning af jorden vil man i løbet af sæsonen få bugt med det meste frøukrudt. Bagefter må jorden ikke dybdebehandles. Så kommer der blot nye, spiredygtige ukrudtsfrø op til overfladen. Efter den første gravning af arealet skal jorden derfor ikke behandles dybere end ca. 5 cm med håndkultivator eller lugehakke. Anvend aldrig motorfræser, som helt pulveriserer jorden og udtørrer den.
Hvide okseøjer og gule gåseurter er en charmerende blanding i denne flerårige blomstereng.
På ukrudtsfri jord kan man have megen glæde af en blomstereng udelukkende med enårige sommerblomster. De enkelte arter afløser hinanden sommeren igennem, og billedet skifter fra uge til uge.
Se Planteskemaer - Planter til blomstereng
Den kunstige blomstereng kan nu anlægges på tre måder:
1) Ved udsæd af enårigt og/eller flerårigt blomsterfrø sammen med græsfrø. 2) Udplantning af flerårige blomsterplanter (stauder) i en bund af græs.
3) Udsæd af frø af vilde blomsterplanter sammen med græsfrø.
I alle tre tilfælde er det vigtigt ikke at give en for stor dosis græsfrø. Dette har nemlig en stor spireevne og spireprocent, så det når at etablere sig, før blomsterplanterne udvikler sig og på disses bekostning. Ved vedligeholdelsen (se senere) gælder det ligeledes om at skabe balance mellem græsplanterne og blomsterplanterne ved det rette næringstilskud og det rigtige tidspunkt for slåning. Alle de tre nævnte etableringsmetoder kan naturligvis kombineres.
1. Ved udsæd af blomsterfrø og græsfrø sås disse hver for sig. Under større forhold udsås frøene med en såmaskine, idet græsfrøene sås i riller i arealets længderetning, blomsterfrøene i riller vinkelret herpå. På mindre arealer kan man først dække de steder, hvor man vil udså blomsterfrøene, med papskiver, finerplader eller plastic. Så udsår man græsfrø et over hele arealet, men der kommer således ingen græsfrø på de tildækkede steder. Så fjernes pladerne, og blomsterfrøene sås derefter på de »reserverede« bede. På denne måde har blomsterfrøene en rimelig chance for at kunne spire frem uden græsplanternes nærgående konkurrence. Der skal være et rimeligt forhold mellem frømængderne på arealet. I en almindelig græsplæne anvendes ofte 23 kg græsfrø til 100 kvadratmeter. I blomsterengen skal man helt ned på at anvende 200 gram græsfrø og af blomsterfrø omkring 100 gram pr. 100 kvadratmeter. Man kan anvende en almindelig græsblanding, men det er bedre at nøjes med en græsart, fx engrapgræs.
2. Tilplantning af en blomstereng kan ske ved indkøb af stauder i potte eller med god rodklump. Planterne kan udplantes i et nyspiret græstæppe med 200 gram engrapgræs pr. 100 kvadratmeter. Eller man kan foretage udplantningen først og tilså mellemrummene bagefter med græsfrø.
3. Udsæd af indsamlet frø af vilde blomsterplanter kan foregå på nøjagtig samme måde som nævnt under 1. Vil man udvide en bestående blomstereng, kan det foregå ved at afslå det afblomstrede hø og fordele dette ud over det nye areal. Udsåning af frø i en græsplæne eller en etableret blomstereng vil sjældent lykkes. Både såning og plantning kan foregå i april-maj eller i august-september.
Blomstereng, tilsået med en blanding af hvide okseøjer og blå riddersporer.
Plantevalg: Til blomsterengen kan man alt efter jordbundens sammensætning og arealets lysforhold anvende en lang række enårige og flerårige blomsterplanter, både fra den vilde flora og fra staudegartneriernes righoldige sortiment. Planter med en lang blomstring bør foretrækkes; planter med en høj blomsterstængel, som kan rage op over græsset, er ligeledes en fordel. Endelig bør man lægge hovedvægten på planter med stor frøproduktion, så de hvert år har mulighed for på en naturlig måde at forny bestanden. I skemaet er nævnt de vigtigste typer arter til blomsterengen, men teoretisk kan alle urteagtige haveplanter og vilde planter anvendes.
Blomstereng på en solstegt sydskråning med hvid okseøje, blå strandasters og efterårskrokus.
Flerfarvet okseøje (Chrysanthemum carinatum) er en sommerblomst, der er egnet til en enårig blomstereng på let jord.
Vedligeholdelse: En blomstereng kræver en minimal vedligeholdelse, men kan dog ikke klare sig uden en vis pleje. Overlades blomsterengen til sig selv, vil slutresultatet blive en græsmark eller en ukrudtsmark. Jordens fugtighedsforhold vil af sig selv regulere bestanden af plantearter, så vanding skulle aldrig være nødvendig. Ved et lavt næringsindhold i jorden udvikles mange blomsterengplanter bedst, ved stærk kvælstof tilførsel vil græssernes og de øvrige planters vegetative udvikling tage overhånd på bekostning af blomstringen. Gød derfor kun med svovlsur kali og superfosfat. Blomsterengen skal kun slås en gang om året. Hvis man lægger hovedvægten på forårsblomstrende og forsommerblomstrende vækster, skal man slå med le om efteråret. Vil man have høj sommerblomstrende og eftersommerblomstrende, skal slåningen foretages i det tidlige forår, når alle frø er faldet ud af frøstandene. I øvrigt har de visne frøstande en stor dekorativ virkning, også om vinteren i rimfrost eller sne. Undgå derfor bortslagning af særlig smukke frøstande. Hvis man helt udelader slåning, kan man risikere en kraftigere græsvækst på arealet og en deraf følgende ringere blomstring. Brug altid le og ikke en rotorklipper, som afskærer planterne for nær ved jordoverfladen. Hvor man fortrinsvis »dyrker« rosetdannende blomsterplanter i blomsterengen, kan rotorklipperen dog anvendes, fordi den går hen over de overvintrende bladrosetter uden at ødelægge dem. Med rotorklipperen kan man klippe tætslåede græsstier i blomsterengen, hvor man kan færdes.