Bark er det yderste lag på en stamme eller gren af en træagtig plante. Tykkelsen og udseendet afhænger dels af plantedelens alder, dels af arten. Barkens opgave er at beskytte de indenfor liggende væv mod for voldsomme påvirkninger udefra. Den er et vigtigt skjold mod ild under skovbrande, mod stærk frost, mod angreb af skadedyr eller stød.
Den statelige stamme af en gammel bøg.
På det unge skud er barken grøn og blød. Den er ikke udviklet. Men efter første vækstperiode bliver den oftest brunlig eller grålig med nogle karakteristiske løsere partier, barkporer eller lenticeller. Barkens farve og lenticellernes farve, form og antal på fjorgamle skud er ofte meget karakteristiske for den enkelte art. Hos frugttræerne er de karakteristiske for de enkelte sorter.
Barken er sammensat af flere forskellige slags væv. Mellem veddet og barken findes et lag meget aktive celler, kambiet eller vækstlaget. Det er i dette, at træets tykkelsesvækst foregår, og det er langs kambium-lagets yderside, at barken kan løsnes fra grenen. Barklagene består af bast, den egentlige bark, korken og overhuden.
Inderst i barken findes bastlaget. Basten består af lange spidse celler, og den kan forsigtigt trækkes af (se Bast). Uden om basten ligger selve barken. Efterhånden som cellerne bliver gamle, bliver de tykvæggede og dør. Barklaget kan ofte være fyldt med forskellige stoffer, som dels hjælper med til at beskytte træet, dels bare er nogle affaldsstoffer. Barklaget kan være ret hårdt.
Korken ligger uden om barken og består af store, tykvæggede og luftfyldte celler. Korken er som regel ret blød. Uden på korken ligger overhuden, som er ret tynd og beskyttet af et vokslag, som kaldes kutikula.
- Et »farvemaleri« af bark fra sortbirk (Betula nigra).
Karakteristisk hvid-sort bark af birk.
Barken, som vi ser den på de forskellige træer og buske, hjælper os til at kende de forskellige arter fra hinanden. Birkens hvid-sorte bark går af i lange, brede strimler, når den skal skiftes ud. Barken af platan falder af i store flager og efterlader store lyse skjolder. Fyrrens bark falder af i mindre flager, og bøgens bark skiftes ud med små skæl, som man næsten ikke kan se. Egens knudrede bark er også et kendetegn.
Bark udnyttes på mange måder. Mest kendt er vel korkegens bark, som skrælles af og bruges til propper. Nordamerikas indianere brugte barken af birk til at lave kanoer af.
Af pilens bark kan der udvindes salicylsyre, som er et af de mest brugte stoffer mod smerte og hovedpine. Navnet er udledt af pilens latinske navn, Salix. Af barken fra Ceylon-kaneltræet (Cinnarnornurn zeylanicurn) fås kanel, og kinin fås af barken af et sydamerikansk træ. På gammel bark dør overhuden; der er ikke mere brug for den. De andre lag i barken bliver ved med at vokse både i tykkelse og i omfang, dels for at erstatte det, som dør, dels for at kunne blive ved med at danne en beskyttende kappe om træet.
--