Frø

Frøet er resultatet af den kønnede formering hos alle de såkaldte frøplan­ter (se artiklen Frøplanter).

Frø kan se meget forskellige ud og variere fantastisk i størrelse og vægt, fra nogle få tusindedele mg hos visse orkideer til kæmpe frø på mange kilo hos visse palmer. Alle består de af en frøkrop, som er omgivet af en eller to frøhinder , der senere bliver til en frø­skal. I frø kroppen ligger kimen til en ny plante. Denne lille kim er ofte omgivet af en næringsrig frøhvide, som skal ernære den, mens den spirer. Bag den hårde skal i en kokosnød ligger således en ganske lille kim med en meget stor frøhvide, hvis yderste del, kokoskødet, er hård, mens den inder­ste, kokosmælken, er flydende (se teg­ning øverst i denne spalte). Næringen kan også findes i kimens egne blade. Det gør den hos en mandel. De to dele, man kan skille en mandel i, når den er smuttet, er faktisk de fedtholdi­ge kimblade.

Frøene sidder fast på frugtbladene ved hjælp af en lille streng, frøstrengen. På det modne frø kan man se arret efter frøstrengen; det kaldes en navle og er meget tydeligt på en ært. Desuden kan man se en såkaldt kimpore som en lille fordybning på de fleste frø. Bag denne ligger kimplantens rod, parat til at spire.

Hos de nøgenfrøede som fyr, gran og lærk sidder frøene frit på oversiden af frugtbladet (se artiklen Nøgenfrøede), men hos de dækfrøede er frugtbladets rande vokset sammen om frøene til en frugt.

Blomster og frugt af bomuldsplanten med store totter af frøuld.

I nogle frugter er der kun et frø; det gælder hasselnødden eller mælkebøttens små frugter. I disse tilfælde er frøets spredning som regel afhængig af frugtens udformning. I mælkebøttens frugt er både frugtbladet, frøet og blomstens bæger vokset helt sammen, og frøet spredes ved hjælp af en lille »paraply", som i virkeligheden er det stærkt omdannede bæger.

I andre frugter er der mange frø, og de kan enten spredes hver for sig eller sammen. Frø, der spredes enkeltvis, spredes meget ofte med vinden. Det gælder de små bitte orkidefrø og due­urt-arternes frø, der er udstyret med en hårdusk, som vinden kan få fat i. En tilsvarende frøuld findes hos bomuld; det er den, man bruger til at spinde bomuldstråde af. Også nåle træernes frø er tilpasset til vindspredning; deres ensidige vinger gør, at vinden kan hvirvle dem af sted.

Enhver haveejer ved, at der skal være ganske bestemte betingelser til stede, før et frø kan spire. Nogle frø kan ikke få det vådt nok; andre skal have en ganske bestemt temperatur; nogle skal ligge dybt i jorden; andre højt osv. Men et frø lander ikke altid på et gunstigt sted. Derfor er mange frø indrettet sådan, at de bevarer livskraf­ten længe uden at spire. Ved forsøg er det lykkedes at få flere hundrede år gamle frø til at spire ved at give dem de rette betingelser. Når en sø afvandes eller en gammel mark pløjes op, kan man ofte se planter spire, som må stamme fra frø, der har ligget og ventet på deres chance i mange, mange år. Således træffer man blomstrende plan­ter af bulmeurt, fingerbøl og andre lægeurter, når jorden er blevet vendt i nærheden af gamle munkeklostre. I skoven spirer gederams frem i rydnin­ger, og på nye vej skråninger et hav af røde valmuer. I haven spredes ukrudts­frø via kompostbunken.

På disse bønner er navlen hvid, og kimpo­ren ses som en lille brun plet ved siden af den.

Sygdomme: Frøet er som nævnt be­skyttet af en frøskal, men alligevel kan en række mikro-organismer (svampe og bakterier) angribe det, specielt når spire betingelserne ikke er de bedste og spiringen derfor tager lang tid.

Nogle frøsygdomme stammer fra in­fektioner i frugt eller frøkapsel, hvor­fra de overføres til frøet, således nogle af de såkaldte brandsvampe eller bakteriesygdomme som kålens brunbakte­riose. Smitstof kan også findes på plan­terester i jorden, hvor samme planteart tidligere er blevet dyrket, f.eks. kimskimmel. For at beskytte frøet og den kommende spire mod svampean­greb kan man behandle frøet med et svampemiddel, såkaldt frøafsvamp­ning. Svampemidlet kan påføres ved en tørafsvampning, hvor frøet rystes i en beholder sammen med svampemid­let, eller ved vådafsvampning, hvor frøet behandles med et svampemiddel, der er opslæmmet i olie eller vand. Efter vand tilførsel bør frøet omgående sås i våd tilstand eller tørres omhygge­ligt, da spire-evnen ellers nedsættes. I dag anvendes som svampebekæmpel­sesmidler ved frøafsvampningen bl.a. Benlate, Captan, Maneb, thiabendazol og Thiram; størstedelen af det frø, der sælges til private, er allerede afsvam­pet.

Varmtvandsafsvampning mod bl.a. tomatsyge består i, at man nedsænker frøene i ca. 30 minutter i 45-48°C varmt vand.

Dueurts frø spredes ved hjælp af deres frøuld.