Superfosfat er den mest anvendte fosforgødning, et gråligt pulver eller granulat, som indeholder 7,8% fosfor, hvilket svarer til 18% vandopløselig fosforsyre. Superfosfat er en blanding af monokalciumfosfat, Ca(H2PO4)2, og gips, CaSO4. Den fosforholdige del af superfosfat er letopløselig, mens gipsen i vand danner et gråhvidt bundfald. Superfosfat fremstilles ved at behandle et fosforrigt mineral med svovlsyre; mineralet kan enten være apatit, hvoraf den største kendte forekomst er på Kolahalvøen i Nordrusland, eller fosforit. Fosforit er en organisk forbindelse, som i sin tid er aflejret på havbunden og består af fortidsdyrs skeletrester og ekskrementer. Der findes store fosforitlejer i USA, Canada, Marokko og visse steder i det indre af Sahara. Udspredt på jorden vil fosforforbindelsen opløses af regn eller vandingsvand og blive tilgængelig for planterne. Fosforsyren bindes i jorden til yderligere kalk og danner tungere opløselige forbindelser, som efterhånden på ny opløses, så at planternes forsyning med dette vigtige stof sikres. Bindingen til jordens kalk bevirker desuden, at fosfor ikke vaskes ud og går tabt.
I haver, hvor der bruges fuldgødninger som Nitrophoska, er der sjældent behov for at give superfosfat; men kender man ikke havejordens næringsforhold, bør man få taget en jordanalyse.
Er der underskud af fosfor, kan der rettes på det ved at tilføre superfosfat. Et fosforsyretal på 10-15 bør tilstræbes; er tallet mindre end 10, bør man tilføre 0,5-1 kg superfosfat pr. 100 m² for hvert manglende point. Er fosforsyretallet over 20, bør man en tid kun bruge fosforfattige gødninger.
Se også artiklen Fosforgødning.