Danmark er fattigt på naturligt hjemmehørende træarter. Istiderne fortrængte eller udryddede mange arter af træer og buske i Nord- og Mellemeuropa, hvor der i tertiærtiden var udstrakte, artsrige skove af en sammensætning, som i dag kan findes f. eks. langs Nordamerikas østkyst. Som det fremgår af bogen, er det store flertal af de i Danmark dyrkede træarter indført fra andre verdensdele. Hvordan skovnaturen der kan se ud, er her vist med få eksempler.
Det østlige Nordamerika
Denne del af verden er præget af en meget righoldig træflora med især mange arter inden for løvtræslægter som eg, ask, lind, valnød, hickory, birk og løn. Flere af dem bidrager med deres stærke høstfarver til den amerikanske 'indian summer' som her rød løn, Acer rubrum i Massachusetts (foto øverst).
Det vestlige Nordamerika
Langs Stillehavets kyst og i bjergkæderne Coast Range, Cascades, Sierra Nevada og Rocky Mountains er det nåletræerne, der dominerer i skovene. Mange af dem er vigtige tømmertræer, der også har fået betydning i dansk skovbrug, f. eks. sitkagran, douglasgran, kæmpegran, contortafyr og kæmpethuja. Andre er plantet til pyntegrøntproduktion i skovene eller som pryd træer i haver, f. eks. langnålet ædelgran, sølvgran, lawsoncypres og nutkacypres. Det gælder også klippegran, Abies lasiocarpa, der her ses i 3000 m højde i Utah i selskab med den amerikanske asp, Populus tremuloides med stærkt gule høstfarver.
Det sydlige Sydamerika
Kun få træarter fra den sydlige halvkugles vintermilde, tempererede skove kan klare de danske vintre; det gælder således de løvfældende sydamerikanske arter af sydbøg, Nothofagus, og Araucaria araucana, der her ses ved Lanin-vulkanen i Andesbjergene på grænsen mellem Argentina og Chile. Krattet under træerne dannes af Nothofagus antarctica. Mange nåletræer og stedsegrønne løvtræer fra New Zealand, Tasmanien og Sydamerika kan ses på de Britiske Øer og længere mod syd, og adskillige af dem udvikler sig lovende i nyere forsøgsplantninger på Færøerne.
Middelhavsområdet
I bjergene i Middelhavslandene møder vi dels de sydligste forekomster af træarter med deres hovedudbredelse i Mellem- og Nordeuropa, f. eks. skovfyr, bøg, stilkeg, rødel, ask, kristtorn og taks, dels træarter, som kun findes her eller måske tillige østover til Kaukasus eller Himalaya. Nogle af dem er under istiderne blevet isoleret i små geografiske områder, men lader sig dyrke langt mod nord, f. eks. almindelig hestekastanie, serbisk gran, silkefyr og atlasceder. Her ses spansk ædelgran, Abies pinsapo, i bjergene umiddelbart nordvest for Malaga; den er omtalt i tilslutning til den nært beslægtede algeriske ædelgran, Abies numidica.
Vestasien
Lavlandet i Vestasien udgøres for størstedelen af dyrket jord, stepper og ørkener. I bjergkæderne fra Tyrkiet til Himalaya findes imidlertid skove af træarter, hvoraf mange kan dyrkes hos os. Det gælder f. eks. nåletræer som nordmannsgran, orientalsk gran, tårefyr og deodarceder og løvtræer som tyrkisk løn og orientalsk bøg, Fagus orientalis; sidstnævnte er hovedtræarten i skoven her i Elbrus-bjergene i det nordligste Iran, hvor arter som papegøjebusk og vingevalnød også hører hjemme. Her som andre steder i Vestasien og Middelhavsområdet er gedegræsning en alvorlig trussel mod de resterende skove.
Østasien
En helt ufattelig rigdom af træarter findes i Kina, Korea og Japan. Mange er bragt i kultur i botaniske samlinger og i haver i andre verdensdele, de mere hårdføre af dem også i Danmark, og der er endnu en rig kilde af uafprøvede arter og geografiske varieteter at øse af. I denne folkerige verdensdel er de naturlige skove især knyttet til stejle bjergsider; men i intensivt opdyrkede områder kan rester af oprindelig løvskov endnu forekomme som lunde omkring buddhistiske templer som her vest for Hangchow i Kina.
--