Ved lugning eller håndlugning forstås fjernelse af urteagtigt ukrudt med hånden. Lugning anvendes, hvor det skønnes, at langskaftede redskaber eller motordrevet kultivator vil volde skader på kulturplanterne.
Lugningen foretages, for at ukrudtsplanter ikke skal tage vand, næring og lys fra kulturplanterne, ikke mindst ved formering af disse. Her er det fortrinsvis enårige ukrudtsarter, der indfinder sig. I veludviklede plantninger vil især flerårigt ukrudt true kulturplanterne eller forstyrre deres skønhedsvirkning. Såvel for de enårige ukrudtsarter som for flerårige er det vigtigt, at de bekæmpes, inden de når at sætte frø; ellers bliver arbejdet mange gange større de følgende år. Det er ikke altid nødvendigt at fjerne ukrudtet fra bedet; blot det er ordentlig løsnet, tørrer det ihjel. Men ukrudtsplanter, der er så nær frøsætning. at de kan afmodne deres frø, må fjernes og ikke anbringes i kompostbunken. Når det gælder flerårigt ukrudt, kan en varig virkning kun opnås, hvis også rødderne fjernes. Rødderne af flerårigt ukrudt som nælder, kvikgræs og skvalderkål må heller ikke kastes på kompostbunken.
Lugning anvendes især mellem bredsåede frøplanter og i bede med bundplanter med rodslående udløbere som f.eks. vedbend. Ved rækkesåede frøafgrøder kan man ofte anvende et langskaftet hakkejern mellem rækkerne, men inde i rækkerne må der håndluges, eventuelt i forbindelse med udtynding af kulturplanterne. Der findes metoder til enkeltfrø-såning, som kan begrænse lugearbejdet betydeligt.
Til hjælp ved håndlugningen findes kortskaftede redskaber, som tjener til at løsne jorden, så at fingrene kan komme til at fjerne ukrudtet. Mest almindelige er lugeklo (billede), lugegaffel, lugekniv og lugebøjle; men der findes også små hakker og skuffejern, svarende til de gængse langskaftede redskaber.
Det værste ved lugearbejdet er den ubekvemme arbejdsstilling; en lav siddeskammel og et polstret bræt til at knæle på kan dog gavne meget. Der findes i handelen en særlig skammel, der ved vending giver to forskellige højder. Skamlen hviler på jorden med kraftige bøjler, som er nemme at gribe i. Se også Hakkejern og Skuffejern.