Beton i haven

Beton anvendes i haven til fliser og støttemure, fuglebade, bassiner, para­solfødder m. m. Beton er en blanding af cement, grus og sten, fx i blandingsforholdet 1:3:5; efter tilsæt­ning af vand størkner den til en form­ og slidfast masse. Cementen består af finmalet brændt ler og kridt. Cementen optager vand og sammenkitter stenpartiklerne. Betonen hærdner hur­tigt, så at den er formfast; men den fulde styrke mod brud og slid opnår den ved traditionel støbning først efter et par måneder. Udendørs kan frost trænge gennem betonen ned i underla­get, og ændrede fugtighedsforhold i under-grunden kan give anledning til sætninger, og endelig ændrer også den afhærdede beton rumfang ved skiften­de temperatur og fugtighed. Beton har i sig selv styrke mod tryk, men kun lille styrke over for trækpåvirkninger.

I større konstruktioner eller store fær­digelementer indstøbes oftest tynde stål stænger for at øge trækstyrken. Fortovsfliser i overkørsler er ofte ek­stra tykke og armeret med jern, så de ikke knækker ved tung kørsel. Det er klart, at indstøbning af jern fordyrer konstruktionen og gør støbeprocessen mere indviklet, så i haven udføres betonbelægninger eller støttemure of­test uden disse armeringer. I stedet opbygges de af mindre enheder, i hvis mellemrum, fugerne, eventuelle for­skydninger kan foregå, uden at beto­nen beskadiges. Materialerne til ce­mentbeton er alle naturligt forekom­mende råstoffer i Danmark.

Betonfliser:

kan i farve og stofvirkning nærme sig murstensklinken og sælges som »klostersten«, »munkesten« eller »romersten«. Man kan støbe sine beton­enheder selv, hvis man har god tid og kan lave en stabil, vandtæt form. Ellers gør man brug af det enorme udvalg af mere eller mindre standardiserede fær­digvarer, der fremstilles på betonvare­fabrikkerne. I en given situation bør man rekvirere betonvarefabrikkernes kataloger og besøge deres udstillinger for at få belyst mulighederne. Eventu­elt kan man rådføre sig med en anlægs­gartner eller med en landskabsarki­tekt. Betonvarefabrikkerne fremstiller i dag langt stærkere fliser, end man kan lave selv. De fremstilles maskinelt og efter metoder, som gør det muligt at tage dem ud af formen og stable dem med det samme, uden at de deforme­res. For at de kan slippe formen, får de runde eller skrå kanter, som fremhæ­ver fugerne i den færdige belægning. Fliserne er så hårde, at almindelig brug ikke slider deres overflade eller giver dem alder og patina. Hvor man tidlige­re gennem almindeligt slid hurtigt fik blottet betonens stenmaterialer og fli­serne dermed fik en smukkere overfla­de-struktur, må man i dag ved indstøb­ning af stenlag i flisens overflade give denne en ru og tiltalende overfla­destruktur.

Betonfliser får ved indstøbning og delvis frivaskning af småsten i fliseoverfladen en fin materialevirkning.

Ved at indlægge et mønster med lysegrå og koksgrå fliser kan man forbedre meget på overfladevirknin­gen. Man kan også indfarve betonen i varme rødbrune nuancer, der får den til at ligne murstensklinker. De varme farver er smukke og fliserne velegnede til mange ting, men de bør i størrelse og form afvige fra murstensklinkerne, så at der ikke bliver tale om en imitations-virkning. De såkaldte vaskefliser, som er forsynet med et stenlag, blot­lagt ved afskylning inden hærdningen, giver en helt ærlig og smuk virkning. Stenlaget kan bestå af runde eller knu­ste stenmaterialer i brune eller grå nuancer. Vaskefliserne kan give van­skeligheder omkring lampestandere, brønde og trappetrin, idet tilhugninger ikke bliver pæne. Det kan da være formålstjenligt at indføre en mindre fliseenhed i mønster med den store, så man kan bruge den lille enhed ved de nævnte tilpasninger. I den forbindelse er det værd at konstatere, at granit i form af brosten, chaussesten eller mo­saiksten giver en udmærket materialevirkning sammen med beton, som det kendes fra de normale fortovsbelæg­ninger. På grund af granitstenenes ikke helt regulære form er de velegnede til tilpasninger, især omkring brønddæks­ler af jern.

Det betaler sig at besøge betonvarefabrik­kemes lager eller udstillinger, før man køber.

Standardbetonfliser er i dag så ensartet fremstillet, at man kan lægge dem direkte på et forud komprimeret og afrettet underlag, mens man tidligere stødte grus ind under hver enkelt, som man må gøre med de mindre præcise natursten. Underlaget kan alt efter den påregnede belastning og flisernes tyk­kelse bestå af 10-15 cm velafdrænet, skarpt grus eller 20 cm skærve-maca­dam. Er bunden udført meget omhyg­geligt, færdigkomprimeret og afrettet i baner på dertil indrettede skinner, kan man gå direkte på den færdige belæg­ning, mens man lægger stenene foran sig. Af hensyn til fugens retning og bredde skal man dog hele tiden trække snore til støtte for nedlægningen. Med henblik på kørefaste belægninger er der udformet mange mønstersten, som låser hinanden sideværts til stor styrke mod vandrette kræfter fra fx bilhjul.

Betonfliser slides og patineres næsten ikke. Ved at kombinere forskellige størrelser og gråtoner kan man opnå en afvekslende mønstervirkning.

Betonvarefabrikkerne har systemfliser, der ved deres form låses til nabostenene, så belægningen bliver meget modstandsdygtig mod vandrette påvirkninger fra fx bilhjul.

Andre betonenheder til haven: Udo­ver fliser findes der mange typer støtte­mursten, trappesten, sandkasse-ele­menter og særlige kubiske elementer, som kan anvendes til både kummer, trapper, lave støttemure og siddeklod­ser. Støbeprocessen for disse er ikke nær så mekaniseret som for fliser, og i overfladestruktur og materialevirkning er de derfor ofte meget anderledes end fliserne. Også her er der valgmulighe­der inden for de varmere farvenuan­cer, hvilket dog ikke hjælper på proble­merne med overfladestrukturen. Sand­kasse-elementer og de U-formede ele­menter bør afdækkes med trykimpræg­nerede brædder, som er både lunere og blødere at sidde på end den rå beton.