Melbærris har fået sit danske navn af frugterne, der ved modenhed er melede. Det botaniske navn Arctostaphylos fortæller, at bjørne gerne æder frugterne. Slægten består af arter med hele blade og krukke- eller klokkeformede blomster i klaser eller toppe. Blomsterfarven er hvid eller lyserød, og frugten er en rød eller sort stenfrugt med få sten.
Hede-melbærris (Arctostaphylos uvaursi) har tyttebærlignende, stedsegrønne blade og krukkeformede, lyserøde blomster.
Anvendelse: Melbærris-arterne kan plantes i havens lyngbed i mager jord og formeres ved deling eller ved aflæggere.
Hede-melbærris har ligesom tyttebær røde frugter; men disse er tørre og melede.
Arter:
Bjerg-melbærris (Arctostaphylos alpina) er vildtvoksende i højfjelde på den nordlige halvkugle samt i Arktis. Planten er krybende. Bladene farves om efteråret røde og forbliver således på planten, til de det følgende forår bliver grå og visner for til sidst at falde af planten. Blomsterknopperne udvikles om efteråret, og planten blomstrer det følgende forår i maj-juni med hvide, hængende blomster. Frugterne er sorte, modner i august og er uden smag.
Hede-melbærris (Arctostaphylos uvaursi) er udbredt på den nordlige halvkugle og har en vid udbredelse i Europa, hvor den mod syd vokser i bjergegne. I Danmark er den almindelig i magre egne i Jylland, i øvrigt sjælden. Planten er krybende med stedsegrønne, på oversiden svagt rynkede blade. Blomsterne er lyserøde og frugterne røde med tørt, melet frugtkød. Hede-melbærris er en gammel lægeplante, hvis blade indeholder et glykosid, arbutin, der tidligere blev anvendt som middel mod blære- og nyrebækkenbetændelse. Bladene indeholder desuden garvestoffer og har været anvendt til garvning.