Arum - Arum

Arum er i nær familie med vore oldeforældres yndlings-stueplante kallaen. Den almindelige Arum hører hjemme i Europa og i det vestlige Asien. En af arterne, den danske ingefær, er endda vildtvoksende i Danmark. Arum har en knoldformet jordstængel. Fra den­ne skyder der langstilkede, pilformede blade op. Bladene i sig selv er meget frodige og dekorative og får deres bedste udvikling i let skygge i skov­bund eller under lysløvede træer. Bla­dene kan være ensfarvet grønne eller dækket med violetbrune pletter. Blom­sterstilken er et 30-50 cm højt skaft, der ender i en kolbe, en aksformet blomsterstand, hvor de ustilkede blomster sidder på en tyk, kødfuld akse. Selve kolben er dækket af et stort, kræmmerhusformet, hvidt hyl­sterblad. Nederst på kolben sidder hunblomsterne, i midten hanblomster­ne, og øverst er kolben nøgen, violet og kølleformet. Efter befrugtningen udvikles de smukke, skinnende røde bær, der indeholder et giftstof, der irriterer slimhinderne, hvis man tygger på bærrene. Ved omtale af Arum blandt lægeurterne er den forsynet med ††, det vil sige: meget giftig!

Dansk ingefær (Arum maculatum) har røde, giftige bær om efteråret. De er yderst de­korative, men børn skal holdes borte fra dem.

Den kolbeformede blomsterstand på Arum er pakket ind i et grønligt hylsterblad.

Dyrkning: Anvendes i havens »skov­bund« sammen med andre bundplan­ter som bispehue, guldnælde, skov­mærke og vintergrøn.

Bladene visner bort i løbet af somme­ren, og kun de røde frugtstande står

tilbage til hen på eftersommeren. Arum stiller i øvrigt ingen krav til pleje. Den klarer sig selv.

Formering: Den formerer sig selv ved hjælp af frø. Kunstigt kan den forme­res ved afbrækning af sideknoldene fra hovedknolden om efteråret eller om foråret.

Arter: Den almindeligste Arum kaldes på dansk også dansk ingefær (Arum maculatum). Ordet »maculatum« be­tyder plettet og hentyder til de uregel­mæssige brunlige eller violette pletter, der dannes på de grønne blade.

Den italienske ingefær (Arum italicum) hø­rer hjemme i Sydeuropa. Den har grønne løvblade med hvide årer, et grønlig-hvidt hylsterblad og en gul kolbe. Også den får lakrøde bær. Nav­net ingefær hentyder til den let inge­færagtige smag, som de i øvrigt giftige rodknolde besidder. Den italienske in­gefær må vinterdækkes mod frost.

Den korsikanske arurn (Arum pictum) vok­ser vildt på Korsika, Mallorca og Sardinien. Den har lysegrønne hjertefor­mede blade og blomstrer først om efteråret, når bladene er visnet ned. Hylsterbladet er violet, blomsterstan­den sortpurpur og bærrene røde. I Danmark kan den kun overvintre på tør, veldrænet jord og med vinterdæk­ning med granris og vissent løv.