Iris - Iris

Der findes haveiris i alle regnbuens farver. Det var derfor nærliggende at tro, at slægtsnavnet Iris stammede fra græsk iris = regnbue. Men navnet stammer oprindelig fra det gotiske hai­rus, der betyder sværd, og hentyder til plantens sværdformede blade. Den vil­de, gule, danske iris hedder da også sværdlilje; den findes almindeligt i og ved vore søer og åløb og kræver meget vand for at trives. De almindelige brogede haveiris (Iris germanica) er derimod meget tørke krævende plan­ter, som slet ikke udvikles godt på fugtig jord. De nedenfor omtalte arter er opdelt efter voksested, så at man har mulighed for at finde gode arter, dels til tør og dels til fugtig bund. De fleste iris, både til tør jord og fugtig bund, har en vandret, stærkt forgrenet jordstængel, fyldt med oplagsnæring, men der findes også arter med løgfor­mede overvintringsorganer. I haven kan man dyrke den smukke løgiris, der hedder våriris, mens de øvrige løgiris knap nok er hårdføre i Danmark og derfor bør dyrkes som potteplanter, i drivbænk eller koldhus. Det gælder således de engelske, hollandske og spanske iris.

De fleste iris har stive, oprette, sværd­formede blade, som sjældent holder en

hel vækstsæson, hvorfor de kræver regelmæssig afpudsning af visne blade for at bevare det soignerede udseende. Blomsterne sidder i reglen hævet op over bladmassen; den enkelte blomst har 6 kronblade, af hvilke de 3 yderste hænger nedad, mens de 3 inderste er opadrette og ofte af en anden farve end de yderste. Griflerne er omdannet til farvede, kronbladlignende småbla­de. Kun en eller få blomster er ud­sprunget samtidig.

Sibirisk iris (Iris sibirica) er velegnet til et sumpbed eller ved en søbred.

Iris til tør jord:

En række arter med vandret krybende rodstok (rhizom) og rig blomstring er velegnede til dyrkning i de fleste haver.

Vækstkrav: De trives på selv mager jord, og de tåler ikke stående fugtig-

hed. De blomstrer bedst i fuld sol, men er i øvrigt hårdføre uden at kræve læ eller vinterdækning.

Pleje: Iris formeres ved deling af jord­stænglerne straks efter afblomstringen sidst i juni. Gamle planter er tilbøjeli­ge til at vokse bort fra plantens cen­trum, som efterhånden dør og efterla­der en bar plet. Efter 3 eller 4 år på samme voksested bør planterne derfor deles og plantes på ny efter afpudsning af døde eller dårlige dele af rodstok­ken. Jordstænglerne skal plantes lige i jordoverfladen, dækket af højst 3 cm jord. Til et almindeligt blomsterbed anvendes 16-25 planter pr. m². Udover afpudsning af visne blomster og blade kræver haveiris ingen pasning og skal hverken gødes, vandes, opbindes eller vinterdækkes.

Hollandsk iris (Iris hollandica) har en løgformet rodknold. Her sorten 'Prinses Irene'.

Anvendelse: Da iris er så tørke tålen­de, kan de anvendes på steder, hvor de færreste andre haveplanter vil trives: i tør og dårlig jord, på solstegte skrånin­ger og i et blomsterbed, som man ikke ønsker at ofre ret megen pasning på. Desuden er de almindelige haveiris gode snitblomster, men blomstersaf­ten, ikke mindst fra de violette sorter, kan plette lyseduge og borde.

Arter:

Blommeiris (Iris graminea) har smalle, græsformede blade, som er længere end blomsterstilkene. Blomsterne er mørkviolette med korte hæn­geblade, der er gule med violette årer. De springer ud i begyndelsen af juni og har en fin duft som af blomme eller abrikos. Hele planten bliver 50 cm høj.

Dværgiris (Iris pumila) bliver kun 20 cm høj. Den har en meget rig, men kortvarig blomstring allerede i begyn­delsen af maj. Der findes mørkviolette og lysviolette typer. Kan anvendes på stenhøj eller i forgrunden af et staude­bed.

Haveiris (Iris germanica) trives bedst i tør jord og fuld sol. Haveiris er den oftest dyrkede iris-art. Den har flotte, sværd­formede blade og farvestrålende blom­ster fra maj til juni. Der findes et væld af sorter, der for overskuelighedens skyld er opdelt i 3 grupper efter højde.

Høje haveiris (barbata-elatior-grup­pen) omfatter sorter som 'Ambassa­deur' , heliotropblå/purpur , 100 cm; , Aurea', gul, 60 cm; 'Corrida', lyseblå, 90 cm; 'Empress of India', violetblå, 80 cm; 'Flammenschwert', gul/brun, 60 cm; 'Imperator', rødlilla , 80 cm; 'Lord of June', lyseblå/violet, 100 cm; 'Mile Schwartz', mørkviolet. 80 cm; 'Party Dress', rosa, 80 cm; 'Ouechee', rød, 90 cm; 'Rheintraube', violet/lyseblå, 80 cm; 'Susan Bliss', rosa/lilla, 80 cm; og 'White Knight', hvid, 80 cm.

Mellemhøje haveiris (barbara-media­gruppen) omfatter sorter som 'Fri­thiof', lilla/violblå, 60 cm; 'Gentius', violetblå, 50 cm; 'Golden Bow', gul­mørkegul, 70 cm; og 'Red Orchid', rød, 50 cm.

Lave haveiris (barbata-nana-gruppen) blomstrer allerede fra midt i maj og omfatter bI. a. følgende sorter: 'Au­rea', gul, 20 cm; 'Caerulea', lyseblå, 20 cm; 'Cyanea', mørkviolet. 20 cm; 'Die Braut', hvid, 25 cm; 'Formosa', mørk­violet, 20 cm; og 'Orange Oueen', gul, 20 cm.

Stink-iris (Iris foetidissima) har smukke, stærkt røde frø. Stink-iris har linje­formede blade og ret uanselige, lilla blomster i juni. Planten har sin egentli­ge dekorative værdi, når frøkapslerne springer op og åbenbarer de pragtfuldt røde frø. Ved knusning afgiver blade­ne en ubehagelig lugt; heraf det danske og det botaniske artsnavn.

Violrod (Iris florentina) har ikke stor betydning som blomsterplante, men har især tidligere været dyrket som lægeplante. Dens rodstok har i tørret tilstand en fin, violagtig duft.

Våriris (Iris reticulata) er en af de få løgiris. der er så hårdføre, at de kan dyrkes på friland. Løgene lægges som andre forårsløg i september-oktober. Tidligt om foråret udvikles de græslig­nende blade og en enkelt, mørkviolet blomst, der dufter som violer. Ved krydsning med andre arter er der op­stået en række sorter, bl.a. 'Harmony', violblå med gul plet; 'Hercules', mørk-violet med orange plet; 'Royal Blue', mørkeblå, storblomstret; 'Violet Beauty', sartviolet med violblå yder­krone; og 'Wentworth', purpurblå med gul plet. Plantens overjordiske del vis­ner hurtigt bort, hvorfor voksestedet bør afmærkes, så at man ikke planter andre planter oven i løget.

Iris til sumpbed:

Den danske gule iris, sværdlilje, og en række andre arter vokser kun på meget fugtig bund, hvad enten denne består af et særligt tilberedt sumpbed eller en naturlig søbred eller mose.

Vækstkrav: På nær en enkelt art, den japanske iris, tåler de forskellige typer af sump i ris en fugtig jordbund hele året. Ved ihærdig vanding sommeren igennem kan nogle af typerne dog dyrkes på almindelig havejord. De skal alle have sol.

Pleje: De forskellige arter formeres ved deling af rodstokkene, enten straks efter afblomstringen eller tidligt på efteråret. De kan betragtes som vildstauder og kræver ingen særlig pleje.

Arter:

Blå iris (Iris spuria) er 80 cm høj og blomstrer i juni-juli. Blomsterne er violette med en smuk, gul midterstri­be. Sorten 'Alba' har rent hvide blom­ster med en gul plet i svælget.

Japansk iris (Iris kaempjeri) er en af vore allersmukkeste have planter til sumpbedet. Den kræver en jordbund med sur reaktion (pH=6) og skal stå med rødderne i vand hele foråret, men resten af året skal den stå helt tørt. Den er følgelig en vanskelig plante, som kun særligt interesserede vil få glæde af. Dens blade er lysegrønne med en tydelig midterstribe. Den har store, brede blomster, hvis 3 inderste kronblade er ret små, mens de 3 ydre, hængende kronblade er store og farve­prægtige. Af sorter kan man prøve , Alexander von Humboldt', hvid; 'Flo­re o Dane", mørkeblå; 'Nippon', hvid; 'Ochi Lugi', purpurrosa; 'Oshokun', mørkeblå; og 'Yeso Nishiki', violet­rød. Alle sorter opnår en højde på omkring 70 cm og blomstrer i maj­-juni.

Japansk sump iris (Iris laevigata) min­der meget om den almindelige japan­ske iris (Iris kaempferi), men er nemme­re at dyrke, da den hele året kræver samme vækstbetingelser; den skal til stadighed have rødderne i vand. Sor­ten 'Monstrosa' er mørkeblå og hvid; 'Rose Oueen' har rent hvide blomster.

Sibirisk iris (Iris sibirica) er en nem sumpiris. Bladene er lange og smalle og minder om bladene hos siv. Den er meget rigtblomstrende, men de en­kelte blomster er mindre end blomster­ne hos gul iris. Den trives godt i stående vand eller på en meget fugtig søbred, hvor den breder sig og i mange tilfælde bliver et besværligt ukrudt. Den blomstrer i juni og bliver 100 cm høj. Flere sorter findes i handelen: 'Emperor', mørkeblå; 'Heavenly Blue', himmelblå, 'Perry's Blue', lyse­blå; 'Strandperle' , lyseblå; og 'Tunk­hannock', hvid.

Gul sværdlilje (Iris pseudacorus} er den vilde danske sumpiris. Sværdlilje eller gul iris findes vildtvoksende mange steder i Danmark. Den trives ved bredden af søer og sumpede arealer og tåler at stå »med fødderne i vand« hele året rundt. Den har brede, sværdformede blade, der bliver indtil 150 cm høje. Blomsterne er rent gule med sortbrune årer. Den breder sig stærkt og må ofte udtyndes.

Løgiris:

En række iris danner løglignende knol­de til forskel fra de ovenfor nævnte, som alle har mere eller mindre leddel­te, vandrette jordstængler. Næsten alle løgiris er ret frostfølsomme, og kun den tidligere omtalte våriris (Iris reticu­lata) kan trives på friland uden vinter­dækning. De øvrige kræver særlige dyrknings-foranstaltninger udendørs, såfremt man da ikke foretrækker at dyrke dem i drivhus eller vinterhave.

Vækstkrav: Jorden skal være kalkhol­dig, let, porøs og veldrænet. Der skal tilføres meget vand i vækstperioden, mens jorden resten af året skal holdes absolut tør. Planterne skal udendørs stå i fuld sol, dækkes med plastic i fugtige perioder uden for vækstsæso­nen og med granris i vintertiden. Løge­ne skal lægges i en dybde af 10 cm.

Pleje: Løgiris formeres ved sideløg, som tages fra moderløget om efteråret. På friland lægges løgene tidligt om foråret og vandes omhyggeligt, indtil blomstringen er overstået og toppen begynder at visne; derefter holdes de helt tørt. Hvis der ikke er mulighed for helt tør jord og god frostbeskyttelse om vinteren, optages løgene efter af­blomstringen og opbevares tørt til hen på efteråret. De kan da pottes i en­hedsjord i høje, smalle potter og drives i blomst hen på vinteren.

Anvendelse: Løgiris kan udplantes i staudebedet, stenbedet eller atrium­gården. I snithaven leverer de holdba­re og smukke afskæringsblomster.

Arter:

Engelsk iris (Iris xiphioides) stammer fra Pyrenæerne, men har væ­ret dyrket i England i 300-400 år. Farverne varierer fra hvid til lyseblå, mørkeblå og rødviolet. Kronbladene er meget store. Ved frilandsdyrkning vinterdækkes omhyggeligt.

Hollandsk iris (Iris hollandica) findes i en lang række sorter og anvendes me­get af handelsgartnere til drivning. Blandt de bedste sorter kan nævnes: 'Blue Champion', blå med gule pletter; 'Lemon Queen", rent citrongul; 'Oran­ge King', orangegul; 'Wedgwood', lyseblå med gule pletter, den oftest dyrkede af denne type.

Orkide-iris (Iris regeliocyclus-hybridus) har fint årede kronblade og findes i mange smukke pastelfarver. Den blomstrer i maj-juni og bliver 50 cm høj.

Spansk iris (Iris hispanica) findes i farverne hvid, gul, bronze og violet; den blomstrer i juni og bliver kun 30- 40 cm høj. Gode sorter er 'Cajanus', gyldengul; 'Gipsy Girl' , purpurgrå med ravgule pletter; 'King of the Blu­es', rent blå med gule pletter, har en fin duft; 'Queen Wilhelmina', snehvid, tidlig.

Sørgeiris (Iris susiana) har meget store blomster i en gråhvid farve med sort­violette årer og næsten sort svælg. Den blomstrer i maj-juni og bliver 30 cm høj. Anbefales især til liebhavere.