Snitblomster

Latyrus (Lathyrus odoratus) er en af de mest populære sommerblomster. Den er særdeles velegnet til skæring, og dens farve­variation er næsten ubegrænset.

Snitblomster er afskårne blomster og blomsterstande, der egner sig til brug i vaser. Snitblomster kan fås fra såvel sommerblomster som blomsterløg, stauder, prydbuske og drivhusplanter; det er dog en forudsætning, at de har en rimelig lang stilk og at holdbarhe­den er stor. En snitblomst er en del af en levende plante, blot berøvet rød­derne. I en plante med rødder er der en stadig opadstigende saftstrøm af vand og opløste næringssalte fra roden gennem karstrengene til blade og blomster. Den modsatte vej løber en saftstrøm af opløste kulhydrater fra de grønne plantedele gennem sirørene til de steder på planten, hvor der er brug for disse stoffer. En afskåren plantedel (snitblomst) får den nedadgående saft­strøm afbrudt, og både karstrenge og sirør deltager i vandtransporten nede­fra og opefter. Det har især indvirk­ning på snitblomster med træagtige stængler, f.eks. roser. Sirørene inde­holder nemlig store mængder af stof­fer, der kaldes polyfenoler, som bevir­ker, at blomsterne hurtigt visner. Poly­fenolindholdet varierer med sorterne, årstiden, lysmængden før afskæringen samt blomstens udviklingstrin. Polyfe­noler kan også findes i urteagtige stængler og er sikkert årsag til forskel­lig holdbarhed hos nelliker og visse krysantemum. Når en plantede l afskæ­res og mister sin rodkontakt, ændres også stofomsætningen. Surhedsgraden i plantesaften øges, og enzymerne kan ikke fungere tilfredsstillende; det be­virker bl.a., at bladene gulner og fal­der af. Andre iltningsprocesser giver anledning til tilstopning af ledningssy­stemet, så at vandoptagelsen hæmmes, og blomsterne kan ændre farve. I den afskårne plantedel foregår der ikke som i den rodforsynede plante nogen opbygning af kulhydrater, hvorfor snitblomsten må leve af den mængde tørstof, der var til stede, da blomsten blev skåret af. En snitblomst med lille tørstofindhold kan ikke leve ret længe, men visner og dør snart.

Atlaskblomst (Godetia hybrida) er en ud­mærket snitblomst. Blomstringen ligger i juli-august, og den holder sig bedst til afskæ­ring, når stænglerne skæres lige før udspring og anbringes dybt i vand i et døgns tid.

Afskæringstidspunkt: Blomsterne bør afskæres, når stængel og blade er helt saftspændte, i haven oftest om mor­genen, inden natteduggen forsvinder. Mange plantearter bør skæres, når blomsten er fuldt udsprunget, da knop­perne kan have svært ved at folde sig ud i vand. Andre blomster bør skæres på knopstadiet, hvorved blomstringsti­den i vasen bliver betydelig forlænget.

Pragtrøllike (Achillea filipendulina) er særdeles velegnet som snitplante. Dette skyldes dels de lange stængler, dels kurvenes holdbarhed. Også som tørret plante kan den anvendes i dekorationer.

Afskæringsmetode: Planter med lang blomsterstængel skæres ofte uden grønne blade; men de fleste arter har løvblade helt op under blomsterknop­pen eller blomsterstanden, så at der må følge nogle af de grønne blade med. Stilken overskæres bedst med et skråsnit, så at vandoptagelsen gennem stænglens karsystem lettes. Blomster­ne bør sættes dybt i vand hurtigst muligt efter afskæringen for ikke at tabe saftspændingen. De skal sættes så dybt i vandet, at kun blomsterne rager op over det. Blomster med bløde stilke kan pakkes ind i vådt avispapir; det støtter stænglerne og hindrer dem i at vokse skævt, efter at de er anbragt i vasen.

Behandling af stilken: Umiddelbart før man anbringer blomsterbuketten i va­sen, renskæres snittet med et nyt skrå­snit et par cm over det første snit. Træagtige grene af roser og visse pryd­buske flækkes forneden for at lette vandoptagelsen. Rosenstilkene skal afskæres under vand, så at der ikke slipper luft op i karstrengene; sådanne luftpropper kan hindre yderligere vandopsugning. Knusning af træagtige stilke, bl.a. hos krysantemum, anven­des ofte, men kan give anledning til bakterieangreb i de kvæstede celler. Blomster med mælkesaft som julestjer­ne, koralranke m.fl. vil forbløde, hvis man ikke standser saftafsondringen ved at brænde stilkenden eller dypper den et øjeblik i kogende vand, hvorved porer lukkes.

Vandets sammensætning: Der skal væ­re så meget vand som muligt i vasen. Kun tulipaner trives bedst med kun et par cm vand i bunden af vasen. Vand­optagelsen fremmes, hvis vandet er kuldslået eller lunkent; den bedste vandtemperatur er ca. 40°C; for koldt vand kan give blomsterne et kulde­chok. For at tilføre kulhydrater (tør­stof) til snitblomsterne kan man tilsæt­te 50 g (4 spsk) almindeligt sukker pr. liter vasevand; blomsten vil så holde længe­re. Samtidig er sukkeropløsningen des­værre et udmærket voksested for bak­terier og svampe, som hurtigt kan tilstoppe ledningsstrengene; derfor må man samtidig med sukkeret tilsætte et kemisk middel, som dræber eller hind­rer mikroorganismernes udvikling. I reglen anvender man 3 g sølvnitrat pr. liter vand. Husholdningseddike kan også bruges (1 teskefuld i 1 liter vand).

Levkøj (Mauhiota incana) er en af de mest holdbare snitblomster, som tilmed har en fin duft.

Placering i stuen: Afskårne blomster holder altid længst ved en lav stuetem­peratur, og man kan forlænge holdbar­heden ved at stille dem køligt i nattetimerne. De tåler ikke stærk, gasholdig luft eller for megen tobaksrøg.

Hvis man har tilsat et holdbarhedsmid­del til vandet, skal vandet ikke skiftes; men efterhånden som vandet opsuges af stilkene eller fordamper, skal der blot hældes nyt vand på. De fleste blomster står betydelig længere i vand, når man tilsætter sølvnitrat eller en pose af blomsterhandlerens holdbar­hedsmiddel. Men på levkøjer og ane­moner kan disse stoffer fremkalde svidning, og på dahlia, gladiolus og pæon har de ingen virkning.

Brug holdbarhedsmidler til disse snitblomster:

Krysantemum, latyrus, løvemund, narcis, nellike, rose, skabiose, strålekurv, syren og tulipan.

Se Planteskemaer - der er medtaget de mest holdba­re snitblomster; en nærmere omtale er givet i de enkelte artikler under plan­ternes danske navne.