Slægtsnavnet Dipsacus kommer af græsk dipsao, der betyder jeg tørster og hentyder til bladene, der hos nogle arter er modsatte, ustilkede og derved danner skåle, hvor vand fra dug og regn samles. Det danske navn kartebolle hentyder til de tørre frugtstande, der længe har været anvendt til kartning og endnu i dag bliver brugt ved fabrikation af mohairtæpper og -trøjer.
Almindelig kartebolle (Dipsacus sylvestris) har ovale blomsterhoveder.
Kartebolle er toårige urter, der det første år udvikler en stor roset af mørkegrønne, tornede blade og det andet år en kraftig, tornet stængel med store, omfattende, tornet-tandede blade. Blomsterne er samlet i et rundt eller ovalt hoved, der er omgivet af meget lange svøbblade. Lange, spidse avner støtter hver af de mange lyslilla, firtallige blomster.
Pleje: Planten stiller ingen særlige krav til voksested. Frøet sås på blivestedet efterår eller forår, og udtynding til mindst 's afstand foretages efter fremspiringen.
Anvendelse: Som fritvoksende solitærplante er kartebolle velegnet, og frugtstandene er smukke og holdbare i større tørrede buketter.
Planten blev i. middelalderen brugt i folkemedicinen til heling af sår på fingre; bundet om halsen skulle den kunne dæmpe feber.
Arter:
Almindelig kartebolle (Dipsacus sylvestris) er vildtvoksende i Europa og forvildet nogle få steder i Danmark. Planten bliver indtil høj; blomsterhovederne er ovale, 8- lange og har stive, udstående svøbblade og rette avner.
Håret kartebolle (Dipsacus pilosus) er vildtvoksende i Danmark i fugtige skove og ved gærder, men er ret sjælden. Planten bliver 40-- høj; den har kugleformede blomsterhoveder og næsten ens svøbblade og avner, der har mange hår og stikkende spids.
Ægte kartebolle (Dipsacus sativus) er muligvis en kulturform af almindelig kartebolle. Den adskiller sig fra denne ved at have hagekrummede avner, og det er især dens frugt, der anvendes ved kartning.