Sommertop hører hjemme i de højt beliggende tropiske områder af Mexico, og det botaniske navn knytter sig til den engelske tegner Matilda Smith (1854-1926), der tegnede for Londons botaniske have Kew Gardens. Sommertop har blødhårede blade med rødbrune schatteringer ved bladnerverne. Bladstænglerne er saftige og knækker let. Det er rigtblomstrende planter med rosa, røde eller gule blomster, samlet i lette blomsterstande; blomstens svælg er gult.
Sommertop (Smithiantha) er i familie med saintpaulia, men har ikke opnået samme store popularitet.
Pleje: Sommertop skal stå så lyst som muligt uden direkte sol, og temperaturen skal helst ikke synke ret meget under 20°C i længere tid ad gangen. For at skaffe høj luftfugtighed, som sommertop foretrækker, må der ofte, eventuelt en gang om dagen, forstøves lidt vand over planten, uden at der dog lægger sig vandperler på bladene. Potten kan også stilles på en omvendt potte i en skål vand, så at pottejorden ikke er i kontakt med vandet i skålen; selve pottejorden holdes fugtig med kuldslået vand. Efterhånden som planten taber bladene, reduceres vandingen, og om efteråret dør de overjordiske dele helt bort. Potten med jordstænglen overvintres ved ca. 12°C, og først om foråret genoptages vandingen, samtidig med at potten anbringes ved ca. 20°C, f.eks. over en radiator. Når skuddene er ca. 5 cm lange, tilføres igen næring, indtil blomsterknipperne er synlige.
Formering: Sommertop formeres ved deling af jordstænglen, stikning af blade uden bladstilk eller ved frø. Som formeringssubstrat bruges en standardjordblanding, baseret på spagnum.