Mælkebøtter er flerårige urter med mælkesaft og en op til meterlang pælerod, som går over i en kort, lodret jordstængel, der senere grener sig og danner en mangehovedet rod. Bladene, der er høvlformet-fligede, er samlet i grundstillede rosetter. De gule blomster sidder i kurve for enden af trinde, hule, bladløse skafter, som udgår fra rosetbladenes hjørner. Kurvsvøbets blade sidder i to kredse; i den indre er de smalle og omslutter kurven tæt, mens de i den ydre oftest er tilbagebøjede. Frøene er udstyret med fnok.
Mælkebøtter kan være irriterende i græsplænen, hvor de kraftige bladrosetter hæmmer græsplanterne i deres udvikling.
I naturen hører mælkebøtten til vore smukkeste blomster.
Almindelig mælkebøtte (Taraxacum vulgare) er en samleart, hvortil regnes middelstore og kraftige, flerårige planter med 3-6 cm brede kurve, der sidder enkeltvis i spidsen af det 5-30 cm høje, hule skaft. De ydre kurvsvøbblade er udstående eiler tilbagebøjede. Til denne samleart regnes alle de små-arter, der forekommer som ukrudtsplanter i græsmarker, græsplæner, langs vejkanter, i enge og på overdrev samt uopdyrket jord på lyse steder omkring byer og huse. Samleartens udbredelse skyldes den særdeles store frøsætning; en enkelt plante er i stand til at danne over 1000 frø, hvoraf størsteparten bevarer spireevnen i meget lang tid. Et andet forhold, der er medvirkende til at vanskeliggøre bekæmpelse, er, at bladrosetterne ikke lader sig fjerne ved »opstikning«. Tværtimod dannes nye bladrosetter fra den i jorden tilbageblevne del af roden.
Mælkebøtten har fra gammel tid været en særdeles anset droge i folkemedicinen p.gr. af dens indhold af bitterstoffet taraxacin, der skal virke fordøjelses- og kirtelstimulerende, fremme stofskiftet og regulere blodkredsløbet. Desuden kan man af planterne fremstille te, der skal hjælpe mod galde- og leverlidelser og være god for forstoppelse. Te af roden hjælper yderligere mod hæmorroider. Blandet med alkohol ansås saft af roden for virksom mod nyre- og blærelidelser, fordøjelsesvanskeligheder og uregelmæssig afføring. Herudover anvendtes mælkebøtte mod gigtsmerter og hovedpine. Bladene anvendes især i Frankrig som en C-vitaminrig og velsmagende grøn salat. Saften er vanddrivende, som det fremgår af plantens populære franske navn pis-en-lit (»tisse i sengen«). Det danske navn mælkebøtte sigter dels til mælkesaften, dels til den nøgne frugtbunds lighed med skindbetrækket på en gammeldags mælkespand. Planten har mange folkelige navne fra det nedsættende Fandens mælkebøtter til det festlige Vorherres gulddukat.
Børn elsker mælkebøtter, både på grund af den smukke farve, fordi de kan plukke frit løs af dem, og fordi blomsterne er et glimrende materiale til at binde kranse af.
Ved frømodningen består mælkebertens kurv af hundredvis af små faldskærme, hver med et enkelt frø.
Smalbladet mælkebøtte (Taraxacum palustre) er en anden artsgruppe, til hvilken der hører et par små-arter, som er ret spinkle. Den ene findes voksende på fugtige ferskvandsenge med kalkrigt grundvand, mens den anden vokser på strandenge ved vore indre farvande.
Mælkebøtte som ukrudt:
I højt græs bliver mælkebøtter indtil 50 cm høje, så at blomsterne kommer op i lyset; men i tætklippet græs lægger blad rosetten sig hen ad jorden, og stilkene bliver kun få cm høje. Ved stikning med en lugekniv efterlades det meste af roden, hvorfor der hurtigt skyder nye planter frem.
Ved ukrudtssprøjtning går det ud over alle de øvrige tokimbladede planter i plænen og dens omgivelser. Mere miljøvenligt er det at »punktsprøjte« med en dråbe hormonmiddel fra en oliekande ned i hver roset. Det slår bladene og den øverste del af roden ihjel. Endnu bedre er det at acceptere de gule blomstersole og nyde synet af dem!