Som nævnt findes ukrudt i jorden som frø eller flerårige rødder eller udløbere. Nyt ukrudtsfrø kan af vinden, af dyr og af mennesker føres fra steder med ukrudt til »ren« jord. Alt handelsfrø (både markfrø og havefrø) indeholder ubetydelige mængder ukrudtsfrø, som får gode spirings- og vækstbetingelser i den vel-tilberedte jord i have eller mark. Endelig kan rodklumperne på visse planteskoleplanter indeholde flerårige rodstængler af kvik og skvalder kål.
Ukrudt i en ellers ren have forekommer som regel på grund af dårlige kulturforhold for de dyrkede planter. Det kan være mangel på gødning, mangel på lys og luft eller manglende dræning af jorden. Passes planterne i haven omhyggeligt, vil ukrudtet hurtigt forsvinde. Man siger, at en afgrøde med kartofler renser jorden. Det er også rigtigt, for så vidt man til stadighed hypper kartofler og holder jorden mellem rækkerne velkultiveret med hakke eller håndkultivator. Storbladede afgrøder som kål kan skygge for ukrudtsplanterne og på den måde holde dem borte.
--