- Ukrudt

Snerle har meterlange, knopskydende jordstængler, som gør planten til et besværligt ukrudt i vore haver. Billedet er gengivet efter Flora Danica.

Ukrudt kaldes alle uønskede planter på et givet jordstykke. Når man begyn­der at opdyrke jorden, forsvinder de vilde planter, fordi de kun trives der, hvor klima, jordbund og plantesam­fund indgår en naturlig balance. Men enkelte arter af den vilde flora vokser videre på den dyrkede jord som ukrudtsplanter, enten fordi de trives under de samme vækstbetingelser som de dyrkede planter, eller fordi de har en særlig stor tilpasningsevne. Også dyrkede planter kan optræde som ukrudt. Mange stauder har så kraftige og sejlivede formeringsorganer, at de helt kan tage magten fra haveejeren eller gartneren og brede sig på steder, hvor de er absolut uønskede. Enhver jord indeholder et betydeligt antal ukrudtsfrø, som kan ligge mange år i jorden uden at miste spireevnen; når de af en eller anden grund får særlig gode spirebetingelser, dukker de op i køkkenhave, på mark eller i blomster­bede, hvor de kan være til stort be­svær. Nyt ukrudtsfrø kan af vinden, dyr og mennesker føres fra ukrudts­fyldte steder til områder med »ren« jord. Desuden indeholder alt handel s­frø, både markfrø og havefrø, en smu­le ukrudtsfrø, som får gode betingelser for spiring og vækst i den vel tilberedte jord i haven eller på marken. Desuden kan flerårigt ukrudt som kvikgræs og skvalderkål følge med rodklumper af træer og buske, hvis disse ikke er blevet ordentlig renholdt på avlsstedet. Hvis de dyrkede planter passes bedst muligt med gødning, vanding og sund­hedspleje, opnår de en så god udvik­ling, at de let kan konkurrere med og sejre over ukrudtet.

Voksesteder

Køkkenhavens ukrudt er oftest enårige arter, som man let kan komme til livs ved håndlugning eller anvendelse af hakkejern. Ved hyppig rengøring i køkkenhaven får de flerårige ukrudts­arter sjældent chance for at etablere sig. Prydhavens ukrudt kan være bety­delig vanskeligere at begrænse. Af hensyn til prydplanternes udvikling, og det gælder både stauder, roser, buske og træer, er det uheldigt at bruge spade og hakkejern, som let ødelægger kulturplanternes rodnet. Her har især de flerårige ukrudtsarter mulighed for at brede sig. Skvalderkål og kvikgræs i et staudebed er umulige at fjerne, med­mindre man graver hele bedet op og renser hver enkelt staude omhyggeligt for ukrudtsrødder, og så er resultatet endda tvivlsomt. Græsplæner, som hyppigt klippes, byder ideelle mulighe­der for mange flerårige, rosetdannen­de arter som mælkebøtte, tusindfryd, vejbred og kongepen. De »dukker« sig for hver klipning og når ofte at blom­stre og sætte frø, før plæneklipperen næste gang klipper hovedet af dem. Andre ukrudtsplanter som ærenpris, hvidkløver og høgeurt når sjældent at blomstre i græsplænen, men breder sig hurtigt vegetativt til alle sider.

Indikatorplanter

Ukrudt optræder ofte som indikator­planter og fortæller meget om jordbundsforholdene i haven. De kan give et fingerpeg om, hvilke stoffer jorden eventuelt mangler, for at ukrudtet kan forsvinde og kulturplanterne kan trives bedre. Nogle ukrudtsarter som rød­knæ, hønsetarm og ærenpris trives bedst på sur jord med et reaktionstal på 6 eller derunder. De er såkaldte kalktrangsplanter, og gøder man plæ­nen med basiske gødninger, f.eks. kalksalpeter, forsvinder disse ukrudts­planter. På dårligt drænet jord trives følfod, padderok og vellugtende kamil­le, på dårlig og næringsfattig jord vok­ser følfod, gul okseøje og padderok som indikatorplanter, og på næringsrig, kvælstofrig jord træffes især mæl­de, vejbred og brændenælde.

Mælkebøtte er smuk i både blomstring og frøsætning, men er sjælden elsket i mindre haver.

Formering

Man får ofte det indtryk, at ukrudtet har en hurtigere og kraftigere forme­ringsevne end de haveplanter, som man ønsker at dyrke. De fleste typer ukrudt spredes ved frø. Nogle frø fal­der til jorden straks efter modningen og spirer frem samme efterår eller følgende forår. Når man luger, er det derfor vigtigt at fjerne dette ukrudt helt fra voksestedet og ikke lade det ligge og tørre, så at frøene får mulig­hed for at spire med det samme. Det er især vigtigt, hvor det drejer sig om stolthenrik eller brandbæger, der blomstrer hele året uden for frostpe­rioderne og selv som halvvisne planter let udvikler spiredygtigt frø. Andre frø er forsynet med frø uld eller fnok og spredes af vinden, og atter andre har frø, der er besat med torne eller bør­ster, som hager sig fast i dyr og menne­sker og spredes på denne måde. De øverste jordlag er desuden altid fyldt med gammelt, men spiredygtigt frø, i landbrugsjord op til 50.000 frø pr. m² i pløjelågets tykkelse, dvs. ned til ca. 20 cm's dybde. Flerårigt ukrudt som mælkebøtte, nælde, ranunkel, skvalderkål, svinemælk og tidsel breder sig ved overjordiske eller underjordiske udlø­bere, og de hører nok til havens be­sværligste ukrudt. Flere af dem spreder sig oven i købet både ved udløbere og ved frø.

Bjørneklo har bredt sig med lynets hast over hele landet og er blevet en virkelig landskabspest. Den er tilmed giftig.

Fjernelse af ukrudt

Den gennem århundreder gennemprøvede metode håndlugning er stadig den mest effektive måde at fjerne ukrudt på. Den kan være tidrøvende og be­sværlig, men bør absolut foretrækkes fremfor miljøfjendtlige sprøjtninger, der også går ud over havens nytte- og prydplanter og over havens dyreliv, ikke mindst jordbundens mikroflora og mikrofauna.

Håndlugning benyttes især til at fjerne enårigt ukrudt fra køkkenhave, blom­sterbede og måske græsplænen. Hakning er mest effektiv i køkkenha­vens eller snithavens rækkekulturer, både over for enårigt og flerårigt ukrudt.

Opgravning med gravegreb og tidsel­jern kan være effektiv i busketter, bede og plæner. Men blot en enkelt rodstump af skvalderkål eller kvikgræs er nok til, at bestanden kan fortsætte tilværelsen. Alle rodstykker må derfor omhyggeligt fjernes.

Udsultning af flerårigt ukrudt består i ofte gentagne afskæringer af alle grøn­ne plantedele, så at de underjordiske næringsorganer udsultes og til sidst dør. Denne metode kan bl.a. anvendes over for agertidsel, agersnerle, padde­rok, kvikgræs og skvalderkål. En ugentlig afhugning af de grønne plan­tedele hele sommeren igennem med spade, le eller rotorklipper giver et ukrudtsfrit areal om efteråret.

Udtørring kan anvendes over for ukrudt med rødder lige under jord­overfladen. De bringes op til overfla­den med en gravegreb, og jorden hol­des løs med en håndkultivator en gang om ugen i 5-6 uger. Så rives de tørre rødder sammen og brændes; de bør aldrig kastes på kompostbunken!

Kemisk bekæmpelse bør så vidt muligt undlades i private haver, hvor man ikke skal leve af udbyttet af kultur­planterne. De kemiske midler kan ud­bringes ved sprøjtning eller udstrø­ning. Den mest forsigtige metode er nok punktvanding, hvor man, f.eks. ved hjælp af en oliekande, hælder en enkelt dråbe hormonmiddel midt ned i rosetten på en mælkebøtte. De grønne bladdele dør og med dem det øverste af pæleroden. Men snart vil nye skud komme frem fra de friske, dybere liggende rødder, og så er man lige vidt. Der findes tre typer ukrudtsmidler: hormonmidler, jordrnidler og kontakt­rnidler.

Hormonmidler har en »systemisk« virkning, idet stoffet opsuges af de grønne plantedele og transporteres rundt i planternes ledningsnet. Stoffet pirrer cellerne til forøget og abnorm vækst, så at planten ligefrem »vokser sig ihjel«. Det kender man fra mælke­bøtternes reaktion på sprøjtning med Herbatox. Hormonmidlerne virker imidlertid på alle tokimbladede planter og kan ikke skelne prydplanter og nytteplanter fra ukrudt! Kun de en­kimbladede græsser ødelægges ikke af denne sprøjtning.

Jordmidler dræber ukrudtsfrø og andet frø under spiring i de øverste 2 cm jord; men dybereliggende frø dræbes ikke. Disse midler kan bruges i køk­kenhaven til udryddelse af frøukrudt straks efter såning af kulturplanterne, blot disse frø er anbragt tilstrækkelig dybt.

Kontaktmidler svider og dræber direkte alle de grønne plantedele, som rammes af dem. De er helt uegnede i privathaver.

Hyrdetaske er en enårig ukrudtsplante, som er nem at luge bort. Gengivet efter Flora Danica.

Bidende ranunkel har smukke »smørblomster«, men er et slemt ukrudt i staudebede og græsplæner, hvor den er næsten umulig at udrydde.

Arter

De almindeligste ukrudtsplanter næv­nes her i alfabetisk rækkefølge; se desuden artiklerne under de danske navne.

Agerpadderok (Equisetum arvense) har meget dybtliggende, trådfine rød­der og udløbere og findes især på næringsfattig og vandlidende jord. Be­kæmpes ved dræning af jorden og rigelig gødning til kulturplanterne.

Agersnerle (Convolvulus arvensis) er flerårig med dybtgående, knopskyden­de rødder og overjordiske stængler, som slynger sig om andre planter. Den er især besværlig i hække og busketter. Bortluges ved gentagne opgravninger af rødderne.

Agersvinemælk (Sonehus arvensis) har flerårige, overfladisk liggende udløbe­re. Især almindelig på marker; udryd­des bedst ved udsultning.

Agertidsel (Cirsium arvense) har me­get dybtgående rødder og er vanskelig at udrydde, hvor den vokser mellem andre flerårige planter.

Bellis (Bellis perenne) har en kort rod­stok og flerårige bladrosetter. Bortlu­ges ved håndkraft, hvis man ikke Øn­sker at beholde den som en smuk prydplante i plænen.

Bjørneklo (Heracleum mantegazzia­num) er en meget kraftig, toårig plan­te, som i de senere år er blevet næsten en svøbe i det danske landskab. Kan holdes lidt nede ved gentagne afhug­ninger af toppen, så at blomstring forhindres. Opgravning af pælerødder­ne er besværlig, og hormonsprøjtning har kun ringe virkning. Plantesaften er giftig og fremkalder eksem hos mange mennesker. Bør aldrig plantes eller sås i privathaver.

Brandbæger (Senecio vulgaris) er en enårig plante, som kun formerer sig ved frø. Blomstrer næsten hele året rundt; frøet modner på kort tid. Hånd­luges eller fjernes ved hakning.

Enårig rapgræs (Poa annua) er et spin­kelt græs, som findes på al dyrket jord. Fjernes ved håndlugning eller hakning.

Fuglegræs (Stellaria media) er en spin­kel, enårig plante, hvis liggende stæng­ler ofte slår rod. Håndluges.

Følfod (Tussilago farfara) har fleråri­ge, meget dybtgående rødder, gule kurvblomster i det tidligste forår og senere store, hjerteformede blade. Findes på kold, dårlig drænet jord med højt pH. Opgraves.

Havepest (Campanula rapunculoides) er en smuk, flerårig klokkeblomst, som breder sig voldsomt med tykke pælerødder (» jomfrufingre«) og lange udløbere. Især i staudebedene kan den være et ondartet ukrudt, som er næsten umulig at fjerne. Opgraves.

Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris) er en enårig, ikke særlig besværlig ukrudtsplante, især urtebedene. Håndluges let.

Hønsetarm (Cerastium caespitosum) er en flerårig plante med hvide blomster og nedliggende, ofte rodslående stæng­ler. Ofte i græsplæner.

Kortstråle (Galinsoga parviflora) er en kraftig, saftig, enårig kurvplante med ret uanselige blomster. Den har lige­som brandbæger en meget hurtig ud­vikling, men er nem at fjerne ved håndlugning.

Kvikgræs (Agropyrum repens) er et ondartet ugræs med flerårige, vidt for­grenede udløbere, som er vanskelige at komme til livs. Total opgravning eller udsultning er de eneste gode metoder.

Mælde (Atriplex hortensis) er en enå­rig, almindelig ukrudtsplante på næ­ringsrig jord. Fjernes ved håndlugning.

Mælkebøtte (Taraxacum vulgare) er en velkendt, flerårig plante med dybt­gående pælerod, frodiggrøn bladroset, skinnende gule kurvblomster og lette, elegante frøfnok. I græsplænen overle­ver den let græsslåning og kraftig færd­sel. Den kan bedst håndluges eller punktsprøjtes med hormonmiddel i maj eller august. Sprøjt ikke på blom­strende mælkebøtter, som kan være fyldt med honningsøgende bier!

Nælde (Urtica dioica og Urtica urens) er henholdsvis den flerårige stor nælde og den enårige liden nælde. Begge trives kun på næringsrig, nitratholdig jord. Kan fjernes ved håndlugning (ha­vehandsker!), udsultning eller opgrav­ning med greb.

Skvalderkål (Aegopodium podagraria) er en kraftig, flerårig plante med un­derjordiske udløbere, som ofte gen­nemvæver rodnettet på omkringståen­de kulturplanter og derfor er vanskelig at fjerne. Udsultes eller opgraves med gravegreb en årrække i træk. Selv små stumper udløbere giver nye planter!

Vejbred (Plantago major og Plantago lanceolata) er rosetplanter, som især træffes i plæner og på gangarealer. Håndluges eller hakkes bort.

Ærenpris (Veronica filiformis) kan danne tætte tæpper i græsplænen, som helt kan dækkes af dens himmelblå blomster. Vanskelig at udrydde, men aldeles yndig i maj!

Træagtigt ukrudt

Træer som ask, ahorn og elm har frø, som let spredes med vinden, og hvis de spirer midt inde i busketter eller hæk­ke, kan de være næsten umulige at fjerne. Det nytter ikke at skære dem ned med beskæresaks eller ørnenæb; de skal graves op med rode.

Ukrudt som prydplanter

Langt de fleste ukrudtsplanter er me­get smukke med fint, grønt løv, smuk­ke blomster og elegante frøstande. Kun det »forkerte« voksested er årsa­gen til, at haveejer og gartner søger at udrydde dem. I naturen og på passen­de steder i haven kan de udmærket betragtes og anvendes som prydplan­ter, ikke mindst i naturhave, fritidsha­ve og i blomsterengen. Gode eksem­pler på dekorativt »ukrudt« er for­glemmigej, mælkebøtte, gåseurt, hvidkløver, okseøje, ridderspore, sted­moder og ærenpris. Ved særlige foran­staltninger som leslagning og rotorklip­ning skulle det være nemt at begrænse disse planters acceptable voksesteder.

Prydplanter som ukrudt

Til gengæld er der også mange af vore prydplanter, især stauder, der har en så stor tilbøjelighed til at brede sig på andre haveplanters bekostning, at de må betragtes som ukrudt. De kan ofte holdes inden for passende rammer ved nedgravning af lodrette plader af tag­pap eller plasticfolie; eller de kan an­bringes i nedgravede brøndringe, som hindrer planterødderne i at brede sig ud til alle sider. De vigtigste »ukrudts­planter« blandt vore haveplanter er bjørneklo, elefantgræs, elm, guldnæl­de, guldbær, gyldenris, hyld, hønse­tarm, høstasters, japanpileurt, jord­skok, jødekirsebær, kermesbær, kæm­pepileurt, løn, peberrod, staudesolsik­ke, svaleurt, tidselkugle og vorterod.

Se også artiklerne Blomstereng, Bund­dække, Indikatorplanter og Vegeta­tion samt de ovenfor omtalte planter under deres danske navn.