Tjørn er en fællesbetegnelse for en del større, løvfældende buske eller småtræer, alle forsynet med spidse grentorne. De er tæt forgrenede, ofte med en udbredt, vandret vækst. Bladene er spredte, fjernervede, tandede eller lappede. Blomsterne er samlet i halvskærme på forrige års skud; blomsterfarven er hvid, sjældnere rød, og blomsterduften er vammel og ubehagelig. Frugten er en kernefrugt, oftest rød; de bærædende fugle sætter stor pris på den.
Vækstkrav: Alle tjørne er nøjsomme planter, der trives på næsten enhver jordtype, og de udvikles næsten lige godt i sol og skygge.
Formering: Tjørn, formeres ved frøudsæd om efteråret eller efter stratificering det følgende forår. Visse former og sorter kan podes på grundstammer af hvidtjørn.
Anvendelse: Med deres tætte og ofte noget risede vækst er de færreste tjørne anvendelige som solitærplanter, men bedre egnet til større busketter, ikke mindst i fritidshaver sammen med gyvel og vildroser. De vokser hurtigt til og danner i løbet af få år tætte, lægivende plantninger. Da flere tjørnearter tåler beskæring, er de velegnede til hække; de langsporede typer har dog tendens til at blive bare forneden ved for stærk beskæring og bør derfor kun anvendes til uklippede hække og hegn, som dog kræver stor plads i bredden.
Arter:
Crataegus arnoldiana fra det østlige Nordamerika udvikler sig til et lille, indtil 8 m højt træ. Kronen er kuppelformet og forgreningen nærmest siksakformet; tornene er 5 cm lange. Frugterne er runde, karminrøde, uldhårede og modner i august.
Crataegus crus-galli, hanesporetjørn. se denne artikel.
Crataegus intricata, skarlagentjørn. se denne artikel.
Crataegus laevigata, almindelig hvidtjørn, se artiklen Hvidtjørn. En form af denne er den yndede rødtjørn Crataegus laevigata 'Paulii' , se artiklen Rødtjørn.
Rødtjørn (Crataegus laevigata 'Paulii') er et lille træ, som passer i både landbohaver og små byhaver.
Crataegus lavallei er en hybrid; den ene af forældrene er hanesporetjørn; den har som denne 5 cm lange torne. Frugterne er store, elliptiske, orangerøde og bliver siddende længe på busken. Høstfarven er livlig guldgul.
Crataegus monogyna, engriflet hvidtjørn, se artiklen Hvidtjørn.
Crataegus orientalis, orientalsk tjørn, hører hjemme i det sydøstlige Europa og Vestasien. Den er et lille træ med let forgrening og en let overhængende krone. Tornene er dels bladbærende, dels bladløse. Bladene er dybt fjersnitdelte og gråfiltede; blomsterne er hvide med røde støvknapper. Frugten er moden i oktober; den er 2 cm stor, teglrød og håret.
Crataegus prunifolia er en hybrid mellem Crataegus crus-galli og Crataegus succulenta; den har let buede, 4 cm lange torne. Blomsterne sidder i tæthårede halvskærme, og bladene er skinnende mørkegrønne, om efteråret med en pragtfuld guldgul eller orange høstfarve. De skarlagenrøde frugter sidder længe på busken.