I det danske klima er blæsten en fremtrædende faktor i have- og landbruget. Ved at nedsætte vindens hastighed med læhegn kan man øge luftens temperatur, kuldioxidindhold og fugtighed og dermed planternes trivsel og udvikling. Virkningen af et læhegn afhænger i høj grad af læhegnets karakter og angives som den procentvise nedsættelse af vindhastigheden, målt i ca. halvdelen af hegnets højde. De første hegn, der skulle tjene som læ af opdyrkede arealer, blev plantet i sidste halvdel af det 19. årh.; siden er der blevet gjort rige erfaringer med hensyn til planteartsvalg, plantetæthed, formgivning, pleje m.m. Læhegnets tæthed karakteriseres ved den procentdel af hegnsfladen, der er åben. Den skal helst ligge omkring 40-50%, hvorved vinden i tilpas reduceret omfang får mulighed for at trænge igennem og samtidig forebygge en for plantevæksten uheldig turbulens (hvirvler). Lævirkningen for sådanne hegn kan mærkes helt ud til en afstand af ca. 30 gange lægiverens højde; men for at opnå dette er en god pleje af hegnet nødvendig. Regelmæssig beskæring af hegnet på læsiden kan sikre en nogenlunde opret vækst; for at undgå en naturlig opstamning af ældre hegn må der foretages regelmæssig topbeskæring. Udtynding og fornyelse af plantevæksten er ligeledes væsentlig. Læhegn påvirker mikroklimaet omkring plantevæksten nær jordoverfladen i gunstig retning og fremmer dermed planteproduktionen; men læhegn forbedrer samtidig den naturlige vandhusholdning for planterne. En nedsættelse af vindhastigheden med omkring 20% kan i læhegn tørre perioder nedsætte fordampningen fra al plantevækst indtil 10%. Mange kulturplanter kræver læ for at udvikle sig bedst muligt, og for at sikre dette vil plantning af læhegn med fordel kunne anvendes selv i mindre haver. Dog skal man være klar over, at sarte planter under visse forudsætninger kan blive særlig udsat for nattefrost (se denne artikel) bag lægivere af alle slags.
De smukkeste og mest vindføre plantearter, der med fordel kan anvendes til læhegn, er asp (Populus tremuloides), bærmispel (Amelanehier canadensis), bukketorn (Lycium halimifolium), bjergfyr (Pinus mugo), gyvel (Cytisus scoparius), hvid-el (Alnus incana), havtorn (Hippophae rhamnoides), hvidgran (Picea glauca), hvidtjørn (Crataegus monogyna), navr (Acer campestre), rynket rose (Rosa rugosa), røn (Sorbus intermedia) og sølvblad (Elaeagnus angustifolia).
Og her er der ekstra læ med både levende læhegn og stakit.