Læhegn (se denne artikel) er arealforbrugende, og i mindre haver er det økonomisk overkommeligt at opsætte kunstige skærme; men det er vigtigt at vide, at en tæt skærm giver en anden lævirkning end et delvis gennemtrængeligt hegn, f.eks. en tæt, velplejet hæk.
En skærm med en åbenhed på 35-40% giver det behageligste læ, idet den uden at ændre vindens retning nedsætter dens hastighed ganske betydeligt. En tæt læskærm må vinden vige ovenover og udenom, og det skaber hvirvelvinde og træk i et område på et par meter bag skærmen.
Generelt kan man regne med, at enhver lægiver har en aftagende, men mærkbar virkning ud til en afstand på ca. 10 gange dens egen højde. En læskærm skal fungere jævnt over hele fladen og slutte tæt til jord, for at der ikke skal opstå træk; en råglasskærm, der slutter 15-20 cm over terrænet, er således mindre effektiv.
Ofte er ønsket om læ mod vinden kombineret med et behov for afskærmning mod støj eller indkig fra vejen. Mens støjlæ bedst opnås med en tæt skærm, som kaster lydbølgerne tilbage, kan indkig fra passerende trafikanter ofte hindres fuldt tilstrækkeligt ved en sløring med træer og buske, der bør have en fast og kraftig-grenbygning af hensyn til den bladløse tid.
Materialer til læskærme
Gennem konstruktion og materialevalg kan man selv bestemme gennemtrængeligheden af en kunstig læskærm og dermed karakteren af læet. Til delvis gennemtrængelige skærme anvendes bl.a. pileflet, spånskærme eller åbne bræddehegn, og til tætte skærme bl.a. murstensmur, plane eller bølgede plader af eternit eller glasfiber, sejldug eller halmmåtter. Det er vigtigt, at man vælger et materiale, der passer til hus og have i øvrigt, og at man tænker på, at såvel planter som mennesker kun har nytte af lægiveren i perioden maj-august, men at den også skal være til at holde ud at se på om vinteren. Inden læskærmen opsættes, bør man sikre sig, at den ikke er i strid med lokale offentlige bestemmelser; ønsker man den opført i eller nær ved naboskel, skal den være i overensstemmelse med hegnsloven.