Snabelkalla har fået sit navn efter den lange spids eller »snabel«, der ofte findes på det hylsterblad, som omgiver blomsterstanden. Arisaema-slægten omfatter over 100 arter, hvoraf de fleste hører hjemme i de subtropiske og tempererede egne i Asien, enkelte dog i Nordamerika. Det er liebhaverplanter, som det må tilrådes at dyrke i koldhus, selvom de mest hårdføre arter bør kunne overvintre under dække på friland.
Snabelkalla har et knoldlignende rhizom og tredelte, stilkede blade, som regel med en skede, der omslutter den nederste del af blomsterstænglen. Blomsterne er små og uanselige; de er en- eller tvekønnede og sidder i et kødet aks, en kolbe. Kolben er omgivet af et farvet hylsterblad, der danner et dybt rør, men foroven går ud i en lang, tynd spids. Snabelkalla er forårsblomstrende, og frugterne, som dannes i løbet af sommeren, er hos de fleste arter bær. Det er ejendommelige planter, som snarere bør dyrkes p.gr. af deres bizarre udseende end for deres skønheds skyld.
Snabelkalla bærer ofte et aks med smukke røde bær i eftersommeren.
Vækstkrav og pleje: De fleste arter er skovbundsplanter, og på friland bør man anbringe snabel kalla på et skyggefuldt sted i en temmelig fugtig, humusrig jord, gerne iblandet rigelig bladjord og tørvemel. Den bør vinterdækkes omhyggeligt med blade, som fastholdes af grangrene; eventuelt kan man optage rhizomerne og overvintre dem som dahlia-knolde. De arter, som dyrkes i koldhus, skal plantes i en blanding af muld, bladjord og tørvemel, men bør tillige have et tilskud af flydende gødning, idet man dog sørger for en hvileperiode om efteråret. Allerede i januar begynder de at skyde igen. Formeringen sker lettest ved sideknolde, men kan også ske ved frø, som spirer bedst i varmhus, hvorefter man lidt efter lidt vænner frøplanterne til et køligere klima.
Arter:
Arisaema atrorubens stammer fra Nordamerika. Den har en 30-80 cm lang bladstilk, som bærer et tredelt blad, der er blågrønt på undersiden. Den kølleformede kolbe er omgivet af et hylsterblad, som på indersiden er purpur- eller bronzefarvet med lysere længdestriber. I eftersommeren får planten smukke, røde bær. Den er nogenlunde hårdfør.
Arisaema candidissimum fra Vestkina kan kun dyrkes i koldhus. Den bliver 30-40 cm høj og har en svagt duftende kolbe, omgivet af et hvidt eller sartrosa hylsterblad.
Arisaema consanguineum fra Østasiens tempererede zone bliver 60 cm høj og har grønne blade med mørkrosa eller brune pletter. Hylsterbladet er grønt på ydersiden og purpurstribet på indersiden, men det mest karakteristiske er hylsterbladenes lange, trådformede spidser. Den blomstrer i maj og får skinnende røde bær om efteråret.
Arisaema dracontium fra Nordamerika får en 30 cm høj blomsterstilk, som er plettet på den nederste del. Hylsterbladet er grønligt og kortere end kolben, som stikker ovenud.
Arisaema griffithii fra Himalaya bliver 15-20 cm høj. Den har rødplettede blade og et hylsterblad med violette tegninger og en lang spids.
Arisaema japonicum fra Japan må dyrkes i koldhus. Den blomstrer i marts-april og har et grønt, hvidstribet hylsterblad.
Arisaema ringens fra Japan dyrkes i koldhus. Kolben er omgivet af et hjelmformet, brungråt hylsterblad med hvide længdestriber; den blomstrer i marts-april.