Duetræ - Davidia involucrata

Når duetræet blomstrer, kunne man tro, at en stor flok gullighvide duer havde taget plads i trækronen. De i øvrigt uanselige blomster er nemlig omgivet af to store, hængende højbla­de, som på afstand kan ligne en flag­rende due. I England kaldes træet handkerchief tree (lommetørklæde­træ), også en hentydning til blomster­nes udseende.

Duetræets smukke, lave, hjerteformede krone kommer kun fuldtud til sin ret, når træet plantes som solitærtræ og kan nydes fra alle sider.

Det botaniske navn Davidia har plan­ten fået efter den franske missionær og plantesamler pater Armand David, som i 1869 opdagede træet under en rejse i det vestlige Kina. Senere blev der sendt frø til Europa, og i 1906 blomstrede det første due træ i Europa i et arboret i nærheden af Orleans. I Kina kan træet blive omtrent 20 m højt, men herhjemme bliver det næppe over 8-10 m. Duetræet har en eller flere stammer og en næsten rund eller hjerteformet krone, der kan minde om lindetræets krone. De unge kviste er i begyndelsen lysegrønne; senere bliver de kraftigt mørkegrønne.

Duetræets blomster er omgivet af et par store, gullighvide højblade, der bevæger sig i vinden som flagrende duer.

Bladene er store, lysegrønne og ovale med savtak­ket rand og tydelige bladribber. Om efteråret får træet en smuk gulbrun høstfarve. Straks efter løvspring kan man se, om træet vil blomstre, idet de næsten ærtestore, kuglerunde blomsterstande viser sig. Blomsterne er grøngule og uanselige. De sidder flere sammen på en 6-7 cm lang stilk, omgi­vet af de 15-20 cm lange kromgule højblade, der bevæger sig ved det mindste vindpust. Efter bestøvningen falder højbladene af. Frugterne er gul­grønne, runde eller pæreformede og på størrelse med valnødder.

Vækstkrav: Duetræ trives i enhver næ­ringsrig, gerne lidt fugtig havejord. Det er fuldstændig hårdført her i landet. Kun helt unge planter bør det første par vintre dækkes med granris.

Pleje: Træet formeres ved frø, aflæg­gere eller stiklinger. Udplantning sker bedst om efteråret. Der udvikles hur­tigt et tæt, lyst gulligt rodnet lige under  jordoverfladen. Jorden under og om­kring træet bør derfor ikke behandles med spade, kultivator eller andre ha­veredskaber. Træet behøver ingen be­skæring, men ældre træer får en lettere krone ved forsigtig bortskæring af en­kelte hovedgrene. Buskformede eks­emplarer kan efterhånden opstammes, så at andre haveplanter har mulighed for at trives under duetræets krone.

Anvendelse: Duetræ bør anvendes som solitærtræ på en plæne eller omgi­vet af ganske lave buske. Da det aldrig bliver noget stort træ under vore kli­maforhold, er det lige så velegnet i mindre og større haver som i parker.

Varieteter: Af duetræ findes kun den­ne ene art. Der dyrkes to varieteter, som minder meget om hinanden: Da­vidia involucrata var. laeta og Davidia involucatra var. vilmoriniana. De er li­ge velegnede til plantning i mindre haver.

Dette mærkelige træ blev opdaget i 1869 i det indre Kina af den franske missionær J. P. A. David, og en anden fransk missionær og plantesamler, P. G. Farges, sendte i 1890erne frø til Paris. I 1900 sendte E. H. Wilson frø til England. Siden udbredt til botaniske samlinger, parker og haver, også i Danmark. De lindeagtige blade er frisktgrønne, med tandet rand, dunet underside og spredte hår på oversiden.

Blomstring i maj-­juni; flere hanblomster og en enkelt tvekønnet blomst sidder i et tæt hoved omgivet af to hvide støtteblade, ca. 8 og 17 cm lange; stilken ca. 7 cm lang.

Frugten er ca. 3,5 cm lang, ved modning i oktober rødbrun, med hård skal og 3-5 hårde frø.

Den gråbrune bark skaller i flager og bliver med alderen furet.

Davidia involucrata var. vilmoriniana har glatte bladundersider.