Eg - Quercus

Egen er et værdifuldt skov- og parktræ, men den er for kraftig og hurtigvok­sende til mindre haver. I »egeperio­den« fra år 5500 til år 400 før vor tidsregning var egen det dominerende skovtræ i Danmark. Klimaet var den­gang fugtigt med varme somre. Da klimaforholdene ændredes og vejret blev køligt og tørt, holdt bøgen sit indtog i Danmark. Der bevares enkel­te gamle egetræer, bl.a. i skovene ved Jægerspris, hvor den 1500 år gamle Konge-eg, hvis stamme måler 13,9 m i omkreds, gror. Storke-egen i nærhe­den er 800 år og Sno-egen 400 år. I arboretet i Hørsholm har man podet levende kviste fra disse historiske træer på unge ege og på denne måde givet egene et »evigt«-liv. Jægerspris-egene er blandt de få ege, der overlevede den voldsomme hugst, som det 17. årh.s krigsherrer udsatte egeskovene for, til bygning af datidens krigsskibe.

Hanblomsterne hos stilkeg er samlet i lette, hængende klaser.

Under ugunstige vejrforhold danner egene tætgrenede egepur; men under gode forhold udvikles de hurtigt til høje træer med en bred, åben krone og knudrede grene.

Skudbygningen er monopodial, dvs. at et enkelt, ugrenet skud udvikles fra endeknoppen på det gamle skud. Umiddelbart neden for denne ende­knop findes en mængde tætsiddende sideknopper , som giver træet dets etageagtige forgrening med vandrette sidegrene. De unge skud er glatte og bladene oftest smalt ægformede med uregelmæssige lapper. Blomsterne er enbo og vindbestøves. Hanblomsterne sidder i. lange, tynde rakler, mens hunblomsterne sidder indtil 5 sammen i små aks fra bladhjørnerne. Hver hunblomst er omgivet af en skål, der senere bliver træagtig og omslutter basis af den ægformede nød, som kal­des agern.

Egens frugt (agern) og bø­gens frugt (bog) kaldes tilsammen for olden.

Vækstkrav: Egen trives bedst på en veldrænet, muldrig jord. Den er et udpræget lystræ, som ikke trives i skyg­gen af andre træer, men til gengæld heller ikke skygger meget selv, så både buske og urter kan trives i egeskovens bund. I den danske egeskov finder man hassel, benved, druehyld, hvid­tjørn, kvalkved og skovabild, og under buskene trives sommeren igennem en lang række skovbundsplanter i mod­sætning til i bøgeskoven, hvor bund­planterne visner, når bøgenes løvtag lukker sollyset ude.

Formering: Eg formeres ved udsæd af agern hurtigst muligt efter modningen. Ved spiringen kommer de to kimblade ikke op over jordoverfladen. Allerede i den første vækstsæson udvikler de unge planter lange, dybtgående, ugre­nede pælerødder. Hvis planterne ikke er sået på blivestedet, men skal flyttes

senere, må man allerede første år fore­tage omplantningen, så at udviklingen af siderødder og dermed træernes fort­satte udvikling på det nye voksested sikr.es. Af samme grund dyrker og sælger planteskolerne egeplanter i con­tainere, så selv større planter kan tåle omplantning. Forskellige former og varieteter af eg kan formeres ved pod­ning i væksthus på grundstammer af almindelig eg.

Pleje: Egetræer plantes bedst tidligt om foråret før løvspring eller i okto­ber-november efter løvfaldet. Ved plantning i læbælter eller andre større plantninger sættes træerne med mindst 100 cm's afstand og skal i løbet af få år udtyndes til 2 eller flere m's afstand mellem de enkelte træer. De kan også plantes i en »ammeplantning« af mid­lertidige træer, som ryddes, efterhån­den som egene vokser til. I øvrigt er egen nem at have med at gøre. Den kræver ingen udtynding, beskæring el­ler opbinding, og den er sjældent udsat for angreb af sygdomme og skadedyr. Dog kan der visse år opstå omfattende angreb af egemeldug (se denne arti­kel), især på de unge planter eller på planter, der holdes klippede som hække.

Anvendelse: Eg har gennem tiderne været plantet som et værdifuldt skov­træ. Tømmeret anvendtes til bygning af skibe, som bygningstømmer til her­regårde, bindingsværkshuse og stubmøller, som møbeltræ, til parketgulve og som hegnspæle. I skoven anvendes især stilkeg (Quercus robur), mens man i parker ofte planter vintereg (Quercus petraea), der beholder det visne løv vinteren over. I nutidens omfattende træplantninger er egen en vigtig be­standdel. Den indgår i de store be­plantninger langs motorvejene samt i randplantninger omkring legepladser, idrætsanlæg og boligbebyggelser. Som »skovtræ« i fritidshaver er begge de nævnte egearter velegnede.

Endnu ses gamle ege som fritstående træer på de store herregårdsmarker.

Blade og agern af den almindelige stilkeg (Quercus robur).

Blad fra et egetræ.

Egetræet springer ud i sidste halvdel af maj. Bladene er glatte og har små lapper i kanten. Man siger de er fjerlappede. Bladene har en lille stilk.

Blade fra stilkeg

Ege-meldug
I september-oktober kan man på mange egetræer ses et fint, hvidt lag på egenes blade. Især på mindre, yngre træer. Det er svampen egemeldug, der snylter på egetræets blade. Normalt klarer træet sig dog alligevel på trods af svampen, men alvorlige angreb kan påvirke træets sundhed.

Arter:

Frynse-eg (Quercus cerris) er et skovtræ i Sydeuropa, hvor det vokser sammen med avnbøg, ægte kastanje og manna-ask. Den er et løvfældende træ med en kegleformet krone, indtil 35 m højt. Barken er mørk og knudret, de unge skud gråfiltede. Knopperne er omgivet af lange, frynsede akselblade, som har givet arten navnet frynse-eg. Bladene varierer meget i størrelse og form. Bladranden er oftest savtakket med spidse, trekantede tænder. Blade­ne bliver siddende til sent på efteråret; høstfarven er gulbrun. Dens agern er 3 cm langt, halvt omgivet af en stilkløs skål, beklædt med lange, tilbagebøjede skæl. Frynse-eg stiller større krav til gode jordbundsforhold end vor almin­delige stilkeg. Den vokser hurtigt. I Danmark er den velegnet som solitær­træ i parker og større haver.

Korkeg (Quercus suber) findes især i det østlige og sydvestlige Spanien, i det sydlige Portugal og i Algeriet. Den er et lille, stedsegrønt træ, hvis bark skrælles af og anvendes som kork. Efter afskrælningen har stammerne en blodrød farve, men efterhånden udvik­ler der sig ny kork, som efter 7 års forløb kan afhøstes. Bladene er glinsende mørkegrønne på oversiden, grå­hvide på undersiden. Korkeg er ikke hårdfør i Danmark, men kan som kuriositet dyrkes i koldhus.

Rødeg (Quercus rubra) er hjemmehø­rende i Nordamerika, men har i de sidste 200 år været dyrket som skov- og parktræ mange steder i Europa. Den er et 25 m hØjt træ med en lige, glat stamme og en rund krone. Bladene er meget store, 12-22 cm lange, med en kileformet basis. Bladranden er stærkt indskåren med 7-11 lapper på hver side af midterribben. De enkelte lap­per er trekantede og har uregelmæssi­ge tænder. Bladene har mørkegrøn overside og grågrøn underside; om efteråret får de en pragtfuld karminrød høstfarve. Frugterne sidder i et lille fladt bæger. Udviklingen af agern ta­ger to år. Første sommer efter bestøv­ningen bliver de på størrelse med en ært, og først følgende sommer opnår de fuld størrelse. Rødegen har hurtig vækst og er derfor egnet til plantning i boligparker , i andre offentlige anlæg og som alletræ. Desuden er den meget vindfør og kan plantes både i· det åbne land og som vindskærm omkring andre plantninger, bl.a. på sandjord.

Steneg (Quercus ilex) er en stedsegrøn plante fra Middelhavsegnene. Der er

den et hårdført træ, som tåler den saltmættede luft fra havet og den foru­renede luft i industriområderne. Den tålen stærk beskæring og anvendes i Syden ofte til klippede hække og form­træer. I Storbritannien trives steneg udmærket, og selv i Danmark ser man af og til steneg plantet på lune steder. Her udvikles planten dog sjældent til mere end en bred busk, som på afstand kan minde om en kristtorn. Istenegens hjemland udvikles den til et kraftigt tnæ med kort og tyk stamme og næsten kugleformet krone. Barken er glat og de unge skud gråfiltede. Bladene er læderagtige, ved udspring uldne, men senere glatte og mørkegrønne. Blad­formen kan minde om piletræets. De stedsegrønne blade udskiftes efterhån­den, og de nedfaldne blade er meget længe om at rådne; fra Sydens parker kender man de stive, papiragtige blade under træerne. Selvom steneg er et »eksotisk« træ på vore breddegrader, er det umagen værd at prøve det i haven. Ved omhyggelig pleje er der chance for at få stene gen i god vækst op ad en sydmur; den skal have en let vinterdækning.

Stilkeg (Quercus robur) er vor alminde­lige skoveg. Den har en uregelmæssig stamme og krone med knudrede hovedgrene. Barken er mørkegrå med dybe revner. Bladene er smalt ægfor­mede med få, uregelmæssige lapper. Bladets basis har en hjerteformet ind­skæring og er forsynet med øreagtige vedhæng. Bladstilken er meget kort. Frugterne sidder flere sammen på en lang stilk. Stilkeg er et kraftigt træ, velkendt som skovtræ og bedre egnet som parktræ end som haveplante.

Arboretet i Hørsholm har givet Konge-egen i Jægerspris, et af Danmarks ældste træer, fortsat liv ved podning på unge stammer.

Det er vigtigt at bevare eksisterende træer ved nye bebyggelser.

Med sine dybtgående rødder har egetræerne store chancer for at overleve jordarbejder og nye belægninger.

I småhaver og som gadetræ anvendes den søjleformede sort Quercus robur 'Fastigiata', hvis kronetværsnit næppe overstiger en meter. Den vokser tilpas hurtigt og er et dejligt prydtræ. På afstand kan den minde lidt om pyrami­de-elm eller pyramidepoppel, men den er et langt smukkere og mere værdi­fuldt træ end disse to. Søjle-eg kan anvendes i små forhaver, i atriumgårde eller som solitærtræ på en lille græs­plæne.

Ungarsk eg (Quercus frainetto) hører hjemme på Balkan, i Syditalien og Tyrkiet. Rer bliver den ca. 30 m høj med først ægformet, senere kuglerund krone. De unge skud er først hårede, senere helt glatte. Bladene er 10-18 cm lange med kraftige indskæringer på begge sider af midterribben. Dens agern sidder 2-5 sammen, halvt skjult i hver sit halvkugleformede bæger. Un­garsk eg er et glimrende parktræ.

Vintereg (Quercus petraea) er ved siden af stilkeg den mest plantede egeart i Danmark. Den er et kraftigt træ, der kan blive indtil 45 m højt. Stammen er rank og gennemgående helt til toppen. Kronen er regelmæssig med jævnt for­delte sidegrene. Bladene er ægforme­de, 8-12 cm lange med rundlappede rande. Ved basis er bladene bredt kileformede (mens stilkegens blade har et hjerteformet indsnit ved basis). Bladstilkene er gule (grønne hos stilk­eg, og træets agern er ustilkede (lange stilke hos stilkeg). Det brune høstløv bliver siddende på kvistene vinteren over. Vintereg er et værdifuldt træ i skove, parker og større haver. Da det vokser langsomt, kan det dog også plantes i mindre haver; det brune vin­ter løv giver et plus til en ellers åben og bladløs have i vinterhalvåret. Samtidig er vintereg et nabovenligt træ, som kun kaster lidt skygge og ikke konkurrerer med naboplanter og bundplanter om vand og næring.

I parker og større haver har egen stor dekorativ virkning som solitærtræ, og under de rigtige vækstforhold gror den hurtigt til. I parker kan egetræer an-

vendes som »overstandere« over lave­re træer og buske, både løvfældende og stedsegrønne som rododendron, buks­bom og kristtorn.