Stokesia er opkaldt efter den engelske botaniker Jonathan Stokes (1755- 1831); laevis = jævn eller glat, og artsnavnet skyldes bladenes glatte overflade. Der findes kun den ene art i slægten, der stammer fra det østlige Nordamerika. Den har aflange, stilkede, blågrønne blade i roset og 30-40 cm høje, oprette, forgrenede blomsterstængler, som bærer de 8-12 cm store, blålilla kurvblomster med lysere midte og frynsede randblomster. De ligner til forveksling blomsterkurvene hos den almindelige, enårige sommerasters (Callistephus chinensis).
Vækstkrav og pleje: Stokesia skal have en let, veldrænet, men humusrig jord på et sted med sol og læ. Den egner sig godt til sydsiden af et stenbed og er velegnet til afskæring. Om vinteren bør den have en let dækning med grangrene.
Formering kan ske ved frø, deling eller stiklinger, som skæres og stikkes i juni-juli. Formering med rodstiklinger kan ske sent på efteråret. Arter: Der findes et par havesorter , som dog sjældent dyrkes. 'Alba' har hvide blomster; 'Blue Moon' mørkeblå; 'Blue Star' er lyseblå og sentblomstrende, mens 'Praecox' er tidlig og kan have blomster i flere farver.
Stokesia laevis er ikke fuldstændig hårdfør her i landet. Den skal plantes op ad en sydmur i sol og læ.