Logo

Storaks - Styrax japonicus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Storaks - Styrax japonicus

De fleste slægter af storaksfamilien er buske eller træer, som indeholder en vellugtende gummiharpiks. Kun få af disse kan dyrkes udendørs her i landet, bl.a. epaulettræ og sneklokketræ. Den her omtalte storaks hører hjemme i bjergskove i Kina, Korea og Japan, hvor den kan udvikle sig til et 10 m højt træ; hos os bliver den sjældent over 5 m høj. Grenene danner udbred­te vifter og er beklædt med gråfiltede stjernehår. Bladene er elliptiske, 4-8 cm lange og 2-4 cm brede. Blomsterne sidder 3-6 sammen i korte knipper eller svikler, som hænger nedad på undersiden af grenene; den enkelte blomst er klokkeformet, hvid med gule støvdragere. Frugterne er tilspidsede, ægformede stenfrugter med 1-2 frø i hver.

 

Storaks er en sart prydbusk, som trives bedst i en lun gårdhave eller i fuld sol på havens terrasse.

 

Vækstkrav: Storaks kræver en dybmul­det, neutral jordbund på en lun og beskyttet plads. De unge planter er ret sarte og bør vinterdækkes med gran­grene. Storaks kan med fordel dyrkes som baljeplante, der overvintres i koldhus eller vinterhave og om som­meren flyttes ud i solen på en terrasse eller i atriumgården.

 

Pleje: Storaks formeres ved aflæggere, som udvikles ved nedkrogning af de lavestsiddende grene, der ret hurtigt slår rod. Da busken har en meget smuk vækstform, bør man holde sig langt væk med saks og sav og lade planten udvikle sig helt naturligt.

 

Anvendelse: Som solitærtræ i en lun atriumgård, op ad husets sydmur eller som nævnt som »flytteplante« på terrassen med vinterophold i kølig vinter­have eller væksthus.

 

Andre arter:

Styrax benzoin, benzoe­storakstræ, er et stedsegrønt træ fra Thailand og Sundaøerne. Ved beskadi­gelse af bark og stamme udvindes den vellugtende benzoe-harpiks, der især anvendes i parfumeindustrien; den så­kaldte styraxbalsam udvindes imidler­tid ikke af Styrax-planter, men af bl.a. ambratræ (Liquidambar styraciflua) og Liquidambar orientalis. Dette produkt anvendes dels i parfumeindustrien, dels i medicinen som middel mod fnat. Benzoestorakstræet kan herhjemme kun dyrkes i varmhus, men har ingen betydning som prydtræ.

 

Styrax hemsleyana fra Kina er ikke særlig kendt i Europa; men det er en smuk busk, som man burde prøve at plante, også her i landet. Den bliver 3-10 m høj og kendes på de klart orange­farvede knopper. Bladene er ovale, 15 cm lange og 10 cm brede. De hvide blomster er samlet i 15 cm lange, parvis siddende, hængende klaser i juni. Bør dyrkes som baljeplante.

 

Styrax obassia stammer fra Østasien. Det er et smukt lille træ eller en stor busk med en vandret og åben forgre­ning. De hvide, nikkende blomster sidder på 1 cm lange stilke, samlet i 10-20 cm lange klaser; de har en fin duft. Især de unge planter er ikke særlig hårdføre og bør derfor vinterdækkes omhyggeligt.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 3.054 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad synes du om de nye skruelåg der skal sidde fast?
Effektiv reklame - klik her