Endivie vokser i hele Middelhavsområdet. Som vildtvoksende er planten toårig, mens kulturformerne er enårige. Planten har været dyrket langt tilbage i historien, og oldtidens grækere og romere kendte og anvendte den. I middelalderen blev den her i landet anvendt i medicin, bl.a. mod leverbetændelse og halsbetændelse.
Endivie har en indtil 130 cm lang pælerod. De rosetstillede blade spises som salat, men kan være ret bitre. Ved blegning forsvinder den bitre smag næsten helt.
Jo mere lysegule og sprøde endivie bladene er, jo bedre bliver salaten.
Vækstkrav: Planten vokser bedst i en let, velgødet, neutral jord. Den er ømtålelig over for frost.
Pleje: Tidlig endivie, der kan høstes i juli, sås i begyndelsen af marts i drivhus med nogen varme. De unge planter flyttes derefter til koldhus, pottes og udplantes på friland omkring 1. maj med afstanden 30 x 25 cm. Vinterendivie sås midt i juli med en rækkeafstand på 30 cm. Frøet sås tyndt ud og hakkes let ned. Planterne tyndes ud til 25 cm's afstand. Om efteråret, når de er udvoksede, bleges de. En omvendt urtepotte stilles over hver plante, og i løbet af 3 uger vil bladene være lyse og sprøde og den bitre smag forsvundet. Det er nødvendigt, før potten stilles over planten, at hjerteskuddet er helt tørt; ellers vil bladene rådne.
Sorter: Endivie har aldrig været dyrket i større udstrækning her i Norden, men er en udmærket afløser for hovedsalat. Planterne kan inddeles i to grupper: 'Bredbladet Endivie' eller 'Batavia Bredbladet', der har næsten helrandede blade og svag hoveddannelse ; og 'Kruset Endivie' eller 'Moskruset Endivie', der har krusede blade i en ret åben roset.
Julesalat (Cichorium intybus) er en nær slægtning til endivie. Den er nærmere omtalt i artiklen Julesalat.
Ublegede endivieblade er mere holdbare end blegede.