Dild stammer fra Indien og Iran og har været kendt her i landet siden middelalderen. Planten blev anvendt på mange måder; bl.a. mente man, at dild og olie var godt mod ørepine. Fra gammel tid har de umodne frugtskærme været brugt ved syltning af asier o.lign. Dildplanten bliver 80-120 cm høj. Stænglerne er ret tynde og blåliggrønne. De 3-4 gange snitdelte blade, hvis afsnit er trådformede, er grønne. De gule blomster i de store skærme afløses hurtigt af de noget fladtrykte frugter. Alle plantedelene indeholder en æterisk olie, dildolie.
Dild kan så sig selv i haven fra år til år. I køkkenhaven sås dild i rækker april-maj.
Vækstkrav: Dild er nem at dyrke og kræver ingen speciel jord. Den bør dog vokse i tilpas fugtig jord, hvis man ønsker, at planten skal udvikle grønt i en længere periode.
Pleje: Dild sår undertiden sig selv og kan derfor trives som »ukrudt« i køkkenhaven flere år i træk. Ønskes grøn dild, sås frøet tidligt om foråret i rækker med 40 cm's afstand og i 1-2 cm's dybde. Det er ikke nødvenigt at tynde disse planter ud; de anvendes efterhånden.
Den dild, der skal anvendes til asie- og agurkesyltning, sås omkring 1. juni med samme rækkeafstand. Planterne tyndes ud til ca. 10 cm's afstand; herved fås store og veludviklede skærme. Dild kan desuden med fordel sås i urtepotter i køkkenvinduet eller i altankassen.
Anvendelse: Dild er et fortræffeligt krydderi til fiskeretter, i sauce, kogt sammen med grønsager og kartofler m.m. De umodne frøstande anvendes til agurke- og asiesyltning, og af de modne frø udvindes en æterisk olie, der bruges ved fremstilling af likør, bjesk og parfume.
Kort om dild:
Jord: alm., varm, letgødet.
Vand: jævn fugtighed.
Såtid: april (grøn til drys).
Såtid: juni (blomsterskærme til syltning).