Pelargonie - Pelargonium

Slægten Pelargonium tæller i alt ca. 250 forskellige arter, hvoraf de fleste er hjemmehørende i Sydafrika. En række af arterne er sukkulenter (saftplanter), f.eks. Pelargonium tetragonum, som taber bladene i den tørre og varme sommerperiode og har ringe dekorativ værdi. Af hensyn til parfumeindustrien dyrker man i Sydfrankrig og Algeriet arterne rosenpelargonie (Pelargonium graveolens) og citronpelargonie (Pe­largonium odoratissimum). Pelargo­nieslægten er nær beslægtet med geranieslægten, men de adskilles fra hinan­den bl.a. på blomsternes form. Pe­largonium-arterne har asymmetriske blomster og en lang spore, mens Gera­nium-arterne har symmetriske blom­ster og ingen spore.

Pelargonie Pelargonium grandiflorum - hy­brid.

Pleje: Rundbladet pelargonie og hæn­gepelargonie stiller stort set de samme kulturkrav. En kraftig jordblanding baseret på spagnum er meget velegnet til disse planter. Herudover er en lys vokseplads, gerne med sol, samt meget vand og næring nødvendige for, at pelargonierne skal udvikle sig smukt. I de mørke vintermåneder skal pelargo­nierne stadig stå så lyst som muligt; men vandingen reduceres, og tempera­turen holdes så lav som muligt, helst ikke over 16°C. Engelsk pelargonie er speciel med hensyn til blomsterdannel­se. Den er en kortdagsplante, der danner blomster, når dagen har en varighed af 9-10 timer og denne dag­længde holdes i 4 uger; men der dannes også blomster, når temperaturen i en periode af en vis varighed er under 10°C. Hvis daglængden er over 13 timer eller temperaturen er over  15°C, dannes der ikke blomster.

Engelsk pelargonie blomstrer altså om vinteren. Ved at regulere daglængden eller temperaturen kan planterne imidlertid også bringes til at blomstre på andre tider af året. Engelsk pelargonie tåler ikke ret stort næringsindhold i jorden og skal kun gødes moderat i den lyse halvdel af året.

De sukkulente pelargonier skal vandes moderat om sommeren, mens de i vinterperioden, hvor de taber bladene, holdes ret tørt.

Engelsk pelargonie blomstrer om vinteren.

Engelsk pelargonie kræver enten kort dag eller lav temperatur for at blomstre.

Rundbladede pelargonier og hængepelargonie i skøn forening i en antik krukke.

Med hængepelargonier, rundbladede pelar­gonier, petunie og lobelie kan man skabe farverige hængende haver på sin altan.

Rundbladet pelargonie 'McMahon'.

Rundbladet pelargonie 'William Walker'.

Rundbladet pelargonie 'Ferdinand Fisee'.

Formering: Langt de fleste pelargoniesorter formeres ved 8-10 cm lange

stiklinger, der stikkes i en jordblanding baseret på spagnum. Den bedste stik­ketemperatur er 16-18°C. Frøforme­ring af visse sorter er mulig; men for at være sikker på ensartet plantemateria­le er man nødt til at købe frøet fra specialfirmaer.

Arter: De mest almindeligt dyrkede pelargoniearter er hybrider, dvs. højt forædlede sorter.

Rundbladet pelargonie (Pelargonium zonale). I 1710 blev Pelargonium zona­le indført til England og blev krydset med den høje Pelargonium inquinans, der har kobberrøde blomster. Efter de første krydsninger i England er disse fortsat i Frankrig, Tyskland og USA. Ved forædlingen bliver planternes kva­litet bedre og blomsternes farvesorti­ment bredere. Der findes nu sorter med hvide, violette, laksfarvede og orange blomster, og blomsterne kan være enkelte eller dobbelte. Der findes også dværgsorter af pelargonie. I det 19. årh. dyrkede man mange arter med smukt tegnede kronblade. Udvælgelsen af egnede sorter er en lang proces. Stiklinger fra udvalgte moderplanter stikkes om sommeren og efteråret, og de nye planter sorteres omhyggeligt for at undgå virus- og andre sygdomme.

Pelargonium zonale­hybriderne bliver kraftigt angrebet både af virus og bakterier, og det har været nødvendigt at udvikle en speciel formeringsmetode for at frembringe helt sygdomsfrie planter, den såkaldte meristemkultur eller vævskultur, hvor små bitte dele af planten udvikles til mange nye planter, når de anbringes på et sterilt næringssubstrat i et rea­gensglas. Når planterne, formeret på denne måde, har fået rod og skud, plantes de ud i en almindelig standard­jordblanding (Se også artiklen Meri­stem).

I de senere år er der kommet en række frøformerede sorter af Pelargonium zonale-hybrider på markedet. Disse sor­ter er blevet meget populære og bruges især som udplantningsplanter, idet de er selvrensende, dvs. at kronbladene falder af, efterhånden som blomsterne visner. Det gør de frøformerede pelargoniesorter mindre egnede til inden­dørs brug. Især sorterne 'Sprinter' og 'Cherie' er hyppigt anvendte frøpelar­gonier.

Hængepelargonie (Pelargonium pelta­tum) er krydsninger af Pelargonium peltatum og bl.a. Pelargonium inqui­nans og Pelargonium laterips. Pelargo­nium peltatum kom til Holland i 1701 fra Sydafrika. Hængepelargonierne er velegnede til terrasser og i altankasser, men mindre velegnede indendørs. Far­vesortimentet er begrænset og består af lilla, rosa og røde nuancer. Der findes dog også en hvid sort.

Engelsk pelargonie (Pelargonium gran­diflorum) er storblomstret og er opstå­et ved krydsning mellem Pelargonium cucullatum, Pelargonium angulosum, Pelargonium grandiflorum og Pelargo­nium cordifolium. Den er meget veleg­net til indendørs brug, men ikke uden­dørs. De første hybrider kom i hande­len omkring 1800 i England; men sene­re er der kommet nyheder også fra Frankrig, Tyskland, f. eks. sorterne 'Lavendel Grand Slam', og fra Dan­mark ('White Slam').

Rosengeranie (Pelargonium graveo­lens) har blågrønne, hårede blade med fin rosenduft. Den har lysrosa blom­ster i højsommeren.

Sukkulente arter:

Pelargonium carno­sum udvikler en ca. 30 cm høj og op til 5 cm tyk stamme; planten forgrener sig kun lidt. De gulgrønne, fjersnitdelte blade er samlet i spidsen af skuddet. Bladene er, modsat stænglen, kraftigt behårede. Blomsterne er hvidrosa.

Pelargonium crithmifolium bliver ca. 50 cm høj og har tykke, lysegrønne stæng­ler. Bladene er grågrønne. dobbelt fjersnitdelte, ca. 16 cm lange og 10 cm brede. Blomsterne er hvide med røde pletter.

Pelargonium echinatum har oprette, meget lidt forgrenede stængler, der er kødfulde og ikke bliver ret høje. Bla­dene er hjerteformede til ovale, kød­fulde, lysegrønne, med hvide hår. Blomsterne er purpurfarvede.

Pelargonium tetragonum danner ca. 70 cm høje, gaffeldelte grene, der er lyse­grønne, 3- til 4-kantede og 7 mm tykke, kødfulde og nøgne. Bladene er bredt hjerteformede, femlappede og tandede i randen. Blomsterne er rosa­farvede med purpurrøde årer.

Arten Pelargonium echinatum har meget dekorative blomster.

Pelargonium grandiflorum-sorten 'Axminster'.