Padderok kerne var nogle af de allerførste landplanter, idet store skove af slægten Equisetum repræsenterede familien allerede i kultiden. Helst vokser de i fugtig jord, men kan også ses med »fødderne i vand«, begge steder i tætte bestande p. gr. af rodstokkens stærke forgrening.
De mest iagttagne skud hos denne plante er de grønne, urteagtige, assimilerende sommerskud. Stænglerne er oprette, oftest forgrenede, med små kransstillede, skælformede blade, der er sammenvoksede til en skede forneden ved hvert led. Men inden disse skud vokser frem, fremkommer der om foråret hos flere arter en sporebærende, klorofyl-løs generation med blege, kønnede skud, der ligeledes bærer små kransstillede, skælformede blade. Sporehusene sidder i toppen af disse skud i tætte, blomsteragtige stande.
Vækstkrav: En del padderokarter dyrkes undertiden i parker eller private haver; men de fleste optræder som et til tider særdeles besværligt ukrudt. De værdsætter en god, næringsrig jordbund med rigelig fugtighed, men kan brede sig til søer eller tilstødende moseområder i tætte bestande. Udryddelse af sådanne uønskede bestande kan være særdeles vanskelig; men opgravning af planterne i det tidlige forår inden spore kastningen kan være nyttig. En samtidig udtørring af jorden vil også virke hæmmende på udviklingen af nye planter og bestande.
Skuddene af padderok er delt i talrige led, der nemt brister ved lette træk i planten.
De ejendommelige, koglelignende stande af sporehuse kan fremkomme dels i toppen af de grønne stængler og dels på blege, kønnede forårsskud.
Arter:
Agerpadderok (Equisetum arvense) optræder oftest på lerede marker som et besværligt ukrudt. Den fremkommer med typiske, grønne sommerskud og brunlige forårsskud. Bliver 30-35 cm høj.
Kærpadderok (Equisetum palustre) er let genkendelig med sine grønne, stærkt grenede og dybt furede, indtil 60 cm høje skud. Sædvanligvis bærer kun hovedskuddet aks; men undtagelsesvis kan aks også iagttages på nogle få sideskud. Planten er almindelig på våd, næringsrig bund i moser og enge. Den angribes ofte af en giftdannende algesvamp, der kan medføre alvorlige forgiftninger hos græssende husdyr.
Skavgræs (Equisetum hiemale) er let genkendelig på sine grønne, aksbærende, næsten helt ugrenede og indtil 90 cm høje skud. Disse er hårde, meget stive og særdeles kiselholdige, hvorfor de tidligere blev brugt som poleremateriale i træ- og metalindustrien. Den vokser på fugtige, kalkholdige skrænter i skove og på enge.
Skovpadderok (Equisetum silvaticum) er slægtens mest graciøse art, der med sine nedadbøjede, kransstillede sidegrene minder meget om et lille grantræ. De aksbærende skud er først ugrenede, blege eller brunlige, senere grønne og grenede. På sidegrene af første orden fremkommer desuden en yderligere forgrening.