Nyserod hører til ranunkelfamilien, hvor flere slægter er giftige. Planterne i nyserodslægten indeholder bl.a. giftstoffet helleborin, der virker på hjertet. Flere af arterne blev tidligere anvendt som lægeplanter, og den pulveriserede rod anvendtes som nysepulver. Det danske navn, der er kendt fra ca. 1700, hentyder til denne egenskab. Nyserod er stauder, der især dyrkes p.gr. af plantens tidlige blomstring og vintergrønne, fodnervede, delte blade. Blomsten er ganske stor, grønlig, hvid eller purpurfarvet og har 5 ydre, ofte blivende blosterblade og 5-10 små, kræmmerhuslignende honningblade, mange støvdragere og 3-10 bælgkapsler med mange frø. Slægten omfatter ca. 8 arter, hvoraf de fleste er vildtvoksende i Europa.
Rød nyserod (Helleborus cyclophyllus) blomstrer i april-maj. Det er en holdbar snitblomst.
Vækstkrav: Alle arter trives i en almindelig god havejord iblandet tørvestrøelse og formuldet staldgødning og med godt dræn; de vokser bedst i halvskygge. Bør dækkes med granris om vinteren.
Pleje: Formeres ved deling i det tidlige efterår. Når planterne først er etableret, bør de ikke forstyrres ved flytning fra det ene sted til et nyt. De kan let drives under glas, hvor kraftige planter pottes om efteråret og stilles til drivning ved 10-12°C.
Arter:
Hvid nyserod eller julerose udfolder sine kønne blomster i milde perioder i vintertiden.
Almindelig julerose (Helleborus niger) er den mest kendte af nyserodarterne. Den bliver ca. 30 cm høj med kort, sort rodstok. Der er store blade fra basis og mindre på stænglen. De ydre blosterblade er hvide, mens honningbladene er gule. Se i øvrigt artiklen Julerose.
Grøn nyserod (Helleborus viridis) kan undertiden træffes forvildet fra haver. Bladene dør bort om efteråret og er ret tynde. Planten bliver 15-30 cm høj med grenet stængel og gulgrønne, ret store blomster.
Havenyserod (Helleborus hybridus) er krydsningsformer mellem flere arter. Der findes en række gode sorter med mange blomster fra hver stængel. De er grønne, hvide, purpur eller purpurstribede. Blomstring i marts-maj.
Rød julerose (Helleborus abchasicus) stammer fra Kaukasus. Det er en af de bedste af arterne med to til flere basisblade. Stænglen er rødplettet og hæver sig op over løvet med 3-6 hængende, dybt purpurfarvede blomster i marts-april.
Rød nyserod (Helleborus cyclophyllus) blomstrer i april-maj med rosa eller røde blomster i store, let nikkende blomsterstande. Kan plantes i skovbund og er god til afskæring.
Stinkende nyserod (Helleborus foetidus) har ingen blade ved basis. Stænglen er halvt forveddet, og de mørkegrønne, savtakkede blade sidder lige under blomsterstanden, der består af mange grønlige, stinkende blomster. Når planten er 3 år gammel, blomstrer den, hvorefter den dør bort. Bliver ca. 50 cm høj og er en god underbundsplante, da den tåler ret dyb skygge.