Ramonda - Ramonda

Slægten Ramonda har navn efter den franske naturvidenskabsmand Ra­mond de Carbonnieres (1753-1827), der fandt den pyrenæiske ramonda, Ramonda myconi. Ramonda er stedse­grønne, rosetdannende stauder med brede, buklede, grofttandede grund­blade, som sidder tæt tiltrykt til vokse­stedet, der helst skal være en mur eller sten. Blomsterne er store, fladkravede og violette eller lavendelblå; de sidder enkeltvis eller få sammen på 5-15 cm høje stilke og minder meget om blom­sterne hos saintpaulia.

Ramonda myconi, den pyrenæiske ramonda, minder meget om saintpaulia, men kan trives i en sprække på nordsiden af en plantemur.

Vækstkrav: I naturen vokser Ramon­da i fugtige klippeparti er i bjergskove; skal man dyrke dem med held, må man give dem nogenlunde tilsvarende for­hold: skygge eller halvskygge, helst i en mur eller på en skråning mod vest eller nord. Det er vigtigt, at planteste­det er skråt eller lodret, så at regnvan­det ikke samles i bunden af rosetterne; så rådner de. De er næringskrævende og skal have en god, stor lomme med humusrig jord på voksestedet. Unge planter bør vinterdækkes med granris. Opfylder man disse betingelser, vil man få en smuk og villigt voksende plante på steder, hvor ellers ikke ret mange andre blomsterplanter trives.

Formering: Ramonda formeres ved frø, men almindeligst er det at formere dem ved bladstiklinger om foråret. Store planter kan deles.

Arter:

Ramonda myconi stammer fra Pyrenæerne, hvor den findes på kalk­klipper. Den har kortstilkede, ægfor­mede blade, der er let gråfiltede på oversiden, men stærkt filtede af rust­farvede hår på undersiden. På hver af de 5-15 cm høje blomsterstængler bæ­rer den 1-7 store, violetblå blomster i juni-juli. Kronen er femtallig. Der findes varieteter med lysrosa og hvide blomster.

Ramonda nathaliae stammer fra Bal­kan, hvor den findes på kalkbund og granit. Den har lidt mindre rosetter end de øvrige; men bladene er skin­nende grønne og bredt ægformede. Blomsterne, som fremkommer i juni, er lavendelblå med en gul ring i mid­ten. Kronen er i reglen firtallig. Det er den almindeligste art i kultur.

Ramonda regis-ferdinandi er en kryds­ning mellem Ramonda myconi og Ra­monda nathaliae. Den har store roset­ter af mørkegrønne blade. De femtalli­ge blomster, som fremkommer i juni, er violetblå med en orange plet i midten.

Ramonda serbica stammer fra Balkan, men vokser kun på kalkbund. Den har stærkt behårede, noget smallere og mere langstilkede grønne blade end de øvrige; blomsterne, som fremkommer i juni, er lyslilla med gul midte og noget klokkeformede. Kronen er fem­tallig. Planten er sjælden i kultur.