Erosion

Flodbredden eroderes af den kraftige vandstrøm, som på få timer kan bor-tvaske mange hundrede kubikmeter jord. Erosion er den nedbrydende virksom­hed, som vind og vand udøver på jordoverfladen. Ordet er latin og bety­der egentlig »afgnavning«. Erosion op­står især på bløde, ikke-sammenkitte­de jordarter eller på jordarter, som ved skiftende temperaturpåvirkninger er forvitret til småpartikler. Hvor den løse jord ikke er dækket af faste lag eller af plantevækst, har erosionen frit spil. Erosion forekommer derfor ofte efter naturkatastrofer som vulkan­udbrud, skov- og steppebrande, eller hvor mennesker har ryddet skov eller afbrændt afgrøder. Visse former for husdyrhold kan starte erosionen, bl.a. hvor geder afgnaver træernes bark, så disse går ud og ny tilvækst hindres ved bortgræsning, eller hvor kvæg ødelæg­ger et tyndt græslag, så vind og vand bortfjerner de øverste, frugtbare jord­lag.

Vanderosion forårsages af havets bøl­geslag, af havstrømme og af floder. Wadi'er er årstidsbegrænsede overfla­destrømme, som i troperne og subtro­perne kan transportere store jord­mængder fra bjergene ned i lavlandet. I køligere klimabælter har vildbække­ne i bjergene samme funktion. Endelig kan kraftig nedbør bortskylle frugtbar agerjord.

Regnvandserosion af skrånende havegange modvirkes bedst ved trin af træ eller beton.

Vanderosion kan modvirkes ved byg­ning af høfder i havet, ved sikring af flodbredder med faskiner og ved byg­ning af reservoirer og kanaler til op­samling af regnvand. Stejle dæmninger og vej skråninger kan sikres ved sprøjt­ning med en blanding af græsfrø og asfalt-emulsion, der sammenkitter jord­partiklerne uden at hindre plantevæk­stens trivsel.

Isbræer og smeltevand kan fremkalde erosion, hvis resultat kan være frugtba­re moræneaflejringer, ofte fjernt fra oprindelsesstedet.

Vinderosion er særlig udbredt i ube­voksede eller svagt bevoksede områ­der som ørkener, stepper og savanner. Her kan sandflugt og jordfygning flytte

betydelige jordmængder og ofte begra­ve tidligere frugtbar og dyrket jord. Sandflugt modvirkes bedst ved fuld­stændig tilplantning af arealerne (ma­rehalm og hjælme på klitterne, græsaf­grøder på markerne). En jorddækning med groft grus eller sten kan have samme virkning. Det anvendes bl.a: i Sydens vinmarker, hvis løse, rødfarve­de jord beskyttes af tykke lag af små­sten. Endelig kan sandflugt og jordfyg­ning dæmpes ved tætte systemer af læhegn og læbælter vinkelret på de fremherskende vindretninger eller ved plantning af klitplantager.