Hunnemannia er nær beslægtet med guldvalmue (Eschscholtzia) og er ligesom denne en smuk sommerplante, som i hjemlandet Mexico er en flerårig urt, men her i landet dyrkes som enårig. Planten bliver 50 cm høj med en busket vækst og findelt, blågrønt løv. Blomsterne sidder enlige på oprette, ret stive stilke og bliver 5-8 cm i diameter; de har 2 bægerblade, 4 gule kronblade og mange orangegule støvdragere. De er fremme i juli-september. Blomsten er holdbar og egner sig til afskæring.
Vækstkrav: Planten udvikles bedst i varme somre og kræver en solrig vokseplads i læ. Jorden bør være letmuldet og varm.
Pleje: Frø sås i april-maj på blivestedet eller sås i halvvarm bænk eller hus i småpotter og udplantes med klump maj med 25 cm's afstand.