Slægten omfatter 100-125 arter, hvoraf langt de fleste er hjemmehørende i det sydlige Amerika, Asien og Afrika. Det er oftest træagtige buske med modsatte blade, beklædt med stjerne- og kirtelhår. Blomsterne fremkommer i en langstrakt, smal top i spidsen af de nye skud; de er firtallige med klokkeformet, firlappet bæger og rørformet, fladkravet krone. Frugten er en toklappet kapsel.
Vækstkrav: Planten er i Danmark ikke fuldt hårdfør, idet mange af de nye skud ikke når at modne i løbet af sommeren og derfor ofte fryser tilbage i frostperioder. Den trives bedst på en varm, næringsrig vokseplads i fuld sol, men holder til gengæld ikke af en tør bund.
Arter: Småbladet buddleja (Buddleja alternifolia) er af vækstform spinklere end de fleste andre dyrkede arter. Bladene er ret små, 3-4 cm lange og oftest kun ½ cm brede. De violette blomster sidder i 2-3 cm lange stande, der fremkommer sidst i juni. Den kræver en del plads, idet den med sin kun 1,5-2 m i højden opnår en bredde på omkring det dobbelte. Småbladet buddleja er en god solitærplante på beskyttede steder.
Småbladet buddleja (Buddleja alternifolia) udvikler sig smukkest med sin spinkle vækst og struktur, hvis den plantes solitært. De lysviolette blomster fremkommer på de fjorgamle skud i midten af juni måned, men blomstringen vil her i landet ofte være begrænset på grund af for få solskinstimer.
Sommerfuglebusk (Buddleja davidii) har en kraftigere vækst med en højde
på 3-3,5 m. Skuddene er svagt kantede med 7-12 cm lange, spredte blade. Væksten er delvis overhængende, regelmæssig og pladskrævende. Blomsterne sidder samlet i 3~0 cm lange stande for enden af årsskuddene. Den kræver næsten årlig tilbageskæring af hensyn til blomstring og vækst, men udvikler sig smukkest, hvis kun de tilbagefrosne eller beskadigede skud fjernes.
Sommerfuglebusk (Buddleja davidii) har fået sit danske navn på grund af sin store tiltrækningskraft på dagsommerfugle i blomstringsperioden, hvor adskillige arter af denne store insektgruppe ivrigt opsøger blomsterne.
Buddleja davidii 'Ile de France' har mørkviolette blomster med blomstring i juni-juli. Væksten er som artens i øvrigt; men den værdsætter vinterdækning med granris eller lignende.
Buddleja davidii 'Royal Red' har 40-50 cm lange blomsterstande i juni-juli; farven er purpurrød.
Buddleja davidii 'White Bouquet' har blomsterstande på 40-50 cm's længde. Den bliver særlig smuk, når den plantes enligt med en stedsegrøn bundplantning som kontrast til de hvide blomster.