Fuglegræs hører til de livskraftige ukrudtsarter, som vokser og blomstrer hele året rundt. På god muldjord med rigelig fugtighed kan den hurtigt brede sig til et tæt tæppe, som helt dækker jorden. I gamle dage samlede man de skøre og saftige skud og anvendte dem til foder for høns og stuefugle (fuglegræs!).
Fuglegræs er egentlig enårig, men den kan optræde som flerårig, fordi de nedliggende stængler let slår rod, blot der er tilstrækkelig fugtighed til stede. Stænglerne er ensidigt hårede og runde, bladene ægformede, og blomsterne er ganske små og hvide. Kronbladene er dybt kløvede, og der er 2 eller 3 grifler i hver blomst.
I øvrigt ligner den HØNSETARM særdeles meget.
Planterne bør luges bort, så snart de er store nok til at trækkes op. Man må især være opmærksom på deres vækst i efterårstiden og i vinterhalvåret, hvor man sjældent gør ret meget ud af lugearbejdet i haven. Efter milde vintre kan man ofte finde store bevoksninger af fuglegræs i køkkenhave og staudebed.
--