Dette er en af de ældste papegøjetulipaner, men den er stadig meget populær og yndet til brug i dekorationer. Sammenlignet med nyere papegøjetulipaner er dens stilke temmelig svage, så den kræver en beskyttet plads, hvis den skal vokse opret. Alternativt kan man få glæde af de slappe stilke, hvis man dyrker Fantasy i en stor, hængende kurv, så man kan beundre blomsterne, når de begynder at hænge. Fantasy opstod som en sport af en lakserosa tulipan ved navn Clara Butt, en førhen meget populær sort i darwin-gruppen. Denne gruppe eksisterer ikke længere og er blevet slået sammen med gruppen sene, enkle tulipaner.
--