Ingefær er en staude, som stammer fra tropisk Østasien. Den findes ikke mere i vild tilstand, men har været dyrket i årtusinder; dyrkningen er nu udbredt til store dele af troperne og subtroperne. Det danske navn synes at være en forvanskning af en gammel græsk betegnelse, som igen stammer fra sanskrit og vidner om ingefærs alder som dyrket plante.
Frugtstand af ingefær (Zingiber officinalis).
Ingefær har en knoldformet rodstok, hvorfra der kommer 3-4 lodrette skud, som kan blive 100-150 cm høje. Der findes to slags skud. Den ene bærer blade op ad stænglen; bladene er lancetformede, 15-40 cm lange, tonervede og har lange bladskeder, som helt omslutter stænglen. Den anden type stængler har kun små, skælagtige blade, men bærer blomsterstanden oppe i toppen; blomsterstanden er et aks. Blomsterne er tretallige med bæger og krone; selve blomsten er gulgrøn med purpurfarvet læbe og fremme i juli. Akset udvikler sig til en tyk, kødet stand, som minder meget om en majskolbe; dette skyldes de omvendt tagstillede dækblade. Farven er oftest rødlig.
Anvendelse: Ingefærs udbredelse skyldes nogle skarpe, aromatiske stoffer, som findes i hele planten; det er dog som regel kun rodstokken, som anvendes. Når planten visner ned, graves rodstokken op og tørres. Ingefær bruges som krydderi i kager og drikke som ingefærøl. Tidligere brugtes den også til farvning af tøj, som skulle have en gulbrun farve. I middelalderen brugtes ingefær i folkemedicinen mod lever- og maveonder. Hos os anvendes planten nu kun som potteplante i varmhus og vinterhave samt i en varm vindueskarm.
Pleje: Ingefær formeres ved deling af rodstokkene; frøformering er udelukket, da planten er steril. Rodstokkene sættes i februar-marts i en stor potte med næringsrig jord og stilles ved 20-25°C; skuddene kommer frem i løbet af 2-3 uger. Potterne må ikke tørre ud, før planterne begynder at visne ned. Om vinteren kan rodstokkene opbevares i fugtig tørvestrøelse, men man bør være opmærksom på risikoen for, at de angribes af råd. Temperaturen bør ligge på 10-12°C.