Brandliljen - der også undertiden kaldes »safranliljen« - er en af de forholdsvis få europæiske liljer. Den er beskrevet af Hieronymus Bock allerede i 1546 og samtidig gengivet i træsnit, ligesom den også tit findes på gamle tyske og flamske blomstermalerier. Begge sine danske navne har den fået efter blomsterfarven, der er varmt orangerød med enkelte små, mørke pletter på hvert kronblad. Blomsterknopperne er meget lådne, støvdragerne mørkebrune og hele blomsten opadvendt og skålformet. Den sidder i en åben skærm, der i almindelighed kun omfatter 4-6 blomster, mens planten i bedste fald kan bære 15-20 stykker. Blomsterstænglen er 60- høj og tæt besat med smalle, mørkegrønne blade. I bladhjørnerne sidder bulbiller, som i begyndelsen er mørkegrønne, men som bliver sorte eller sortgrønne, når de modner. BulbilJeme er i virkeligheden små formeringsløg, og endnu mens de sidder på planten, begynder de tit at sætte en rodspids ud i luften. Efterhånden falder de af, og når de først ligger på jorden, slår de hurtigt rod. Man kan »så« dem på et formeringsbed, og det varer i reglen kun et par år, før de er kraftige nok til at sætte blomst. Løgene er hvide, og brandliljen sætter mange stængelrødder - dvs. rødder på den del af blomsterstænglen, der er under jorden.
Brandlilje (Litium bulbiferum), der undertiden kaldes safranliljen, er en yndet og letdyrkelig liljeart.
Underarten safranlilje (Lilium bulbiferum ssp. croceum), der almindeligvis ikke sætter bulbiller, er den mest dyrkede herhjemme. Tilsyneladende trives den også noget bedre her i landet og bliver kraftigere end arten, som man til gengæld kan finde langt mod nord i Skandinavien, ja helt oppe nord for polarcirklen.
Vækstkrav: Brandliljerne er blandt vore mest taknemmelige og letdyrkelige liljearter. De er kalktålende og trives fortrinligt i enhver ikke alt for stiv havejord. Som andre liljer tåler de ikke stående vand i jorden om vinteren, og de sætter pris på kompost eller anden organisk gødning og en begrænset mængde blandingsgødning. De kan formeres ved stikning af løgskæl (se Liljer), men Lilium bulbiferum formeres lettest ved hjælp af bulbillerne.
--