Laurbærkirsebær vokser vildt i Balkan, Lilleasien og Nordiran, hvor de især findes som krat i løvskove. Laurbærkirsebær danner tætgrenede buske. Grenenes bark er det første år glat og grøn, men bliver efterhånden sortgrå og noget furet. De spredtstillede og kortstilkede blade er 5-18 cm lange og 2-7 cm brede, glatte, læderagtige og stive. Bladoversiden er skinnende mørkegrøn, mens undersiden er lysere med en grålig tone. Bladrandene er let tilbagerullede (mod undersiden), somme tider helrandede eller svagt savtakkede, og der er 1-4 kirtler ved bladgrunden. De ca. 8 mm store, hvide blomster sidder i 5-10 cm store oprette og tætte klaser på etårigt træ. Blomstringen falder i maj, og blomsterklaserne kan lyse meget op. Frugten er en stenfrugt, som ved modenhed om efteråret bliver ca. 12 mm stor og mørkerød til sortrød.
Laurbærkirsebær (Prunus laurocerasus) med store, hvide blomsterstande.
Vækstkrav: Laurbærkirsebær er ret hårdfør, men streng frost kan dræbe skuddene og bladene, som ellers gerne skulle blive siddende i 2-3 år, og det bør derfor ikke plantes på udsatte steder. Alle arter og sorter trives bedst i halvskygge og er udmærkede til busketter langs nordvendte mure. Laurbærkirsebær trives bedst i en humusrig jord med reaktionstal under det neutrale. Laurbærkirsebær er meget hårdfør over for luftforurening og kan derfor anbefales til plantning i industriområder. Udenlandske forsøg med iblanding af laurbærkirsebær i læhegn, vildtremiser o.lign. har vist sig positive, idet buskenes vintergrønne løv yder vildtet gode muligheder for at finde skjul.
Pleje: Laurbærkirsebær behøver ikke beskæring, men kan tåle selv ret kraftig tilbageskæring. Al beskæring bør udføres som udtynding, så at der ikke kommer for store huller i den grønne overflade. De opretvoksende laurbærkirsebær kan anvendes som hække og være meget smukke. De bør aldrig klippes med hækkesaks eller elektrisk klipper, fordi der dannes kedelige, brune rande langs sårene. Klipningen må også her ske ved en tilbageskæring og udtynding, og redskabet skal være en beskæresaks.
Fuldt udviklede blade af laurbærkirsebær bruges til kransebinderi som en erstatning for ægte laurbærblade. Formering: Laurbærkirsebær kan formeres ved frø, men det anvendes sjældent. Normalt formeres ved stiklinger, som rives af med hæl. Stiklingerne tages enten i forsommeren af bløde, unge skud eller i august af halvmodne skud.
Hos laurbær kirsebær udvikles blomsterne i begyndelsen af maj.
Sorter: Der findes en del sorter af laurbærkirsebær , dels af geografisk oprindelse, dels udvalgte kloner: 'Caucasica' danner en stor busk med temmelig smalle blade. 'Herbergii' er opretvoksende og tæt og fortrinlig til hække på beskyttede steder. 'Macrophylla' danner en stor og bred busk med store blade. 'Magnolifolia' bliver stor og har de største blade, indtil 30 cm lange og 10 cm brede. 'Otto Luyken' er lav og kompakt med ret små, skinnende grønne blade. 'Reynvaanii' er en lille, tætgrenet og langsomtvoksende busk. Bladene er noget hængende, da bladstilkene ikke er stive. 'Rotundifolia' har en opret og kraftig vækst op til 2 m i højden og kan blive ret bred. Sorten kan bruges til hække i landets mildere egne. 'Shipkaensis' kan blive 2 m høj. Den er kraftigtvoksende med lange, smalle blade; den kan bruges til hæk. 'Shipkaensis Macrophylla' er kraftigere end den foregående og kan blive mere end 2 m høj med store blade. Sorten er en af de mest hårdføre. 'Serbica' har en mere opadstræbende vækst end 'Shipkaensis'. Bladene er omvendt ægformede og noget rynkede. 'Zabellina' er en lav, fladtvoksende sort med lange, smalle, pilformede blade. Sorten er velegnet til bunddække i busketter og på større stenpartier. Blomstringen er meget rig.
Andre arter: Portugisisk laurbærkirsebær (Prunus lusitanica) er en nær slægtning af den ovennævnte, men stammer fra den anden ende af Middelhavsområdet. Der danner den en 8- 12 m høj busk eller træ; her i landet bliver planten næppe mere end 2-3 m høj. Væksten er tæt med rødlige grene. Bladene er ægformede, 7-12 cm lange og 3-7 cm brede, endende i en spids. Bladranden er svagt savtakket; oversiden er skinnende mørkegrøn, undersiden lysere grøn og mat. Bladene mangler kirtler. Blomsterne er ca. 1 cm store og sidder i oprette, tætte klaser, som kan blive 15 cm lange. Blomstringen falder i juni. Frugten er ægformet, ca. 8 mm stor og rød til mørkt purpur. Portugisisk laurbærkirsebær er ikke så hårdfør som sin østlige slægtning og bør plantes på kalkholdig jord.
Skadedyr: Laurbærkirsebær er sunde planter, som sjældent plages af sygdomme eller skadedyr. Den almindeligste skavank synes at være gnav af larver, men de holder som regel hurtigt op, for bladene udvikler ved såring blåsyre, som kun få larver kan tåle.