Echinocereus er en ny opdagelse med en attraktiv form og lyserøde blomster.
Denne gruppe lavtvoksende, klyngedannende kaktus har smukke langlivede blomster, og det har gjort dem meget populære hos samlere. De kommer fra det nordlige Mexico og USA, hvor nogle af dem vokser på forbavsende nordlige breddegrader og i ret store højder. En hel del af arterne er derfor ret hårdføre og kan dyrkes udendørs under de rette betingelser - dog ikke i Danmark. De kan kendes på deres meget tornede blomsterrør.
Nogle arter af Echinocereus blomstrer kun modvilligt. Den normale årsag til dette er, at det er afgørende for dem at gennemløbe en kølig (eller endda kold), tør vinterhvileperiode. Holder man dem for varmt om vinteren, kan det forhindre blomstringen. For nogle arter er det også vigtigt med gode lysforhold. De kan derfor bedst dyrkes i et drivhus, en vinterhave eller en drivbænk.
Echinocereus er usædvanlig, fordi blomsterknoppen udvikles inde i selve kaktussen, hvorefter den bryder gennem stænglen. Det kan efterlade et lille ar, og selv under gode betingelser kan de døde blomster være årsag til stængelråd. Det er derfor vigtigt at fjerne de døde blomster, specielt i fugtigt vejr.
Mange af arterne er værd at dyrke, og eftersom de fleste arter også har en række lokale former, kan man opbygge en stor samling alene af denne slægt. Nogle af de mindre tornede mexicanske arter er nogle af de letteste at dyrke og få til at blomstre.
Echinocereus knippelianus udvikler sig til små klynger af kugleformede hoveder, som har pæne lyserøde blomster om foråret.
Echinocereus pulchellus ligner den, men har flere ribber og er mere tornet.
Echinocereus sheerii er en større art, som danner klynger af mere aflange stængler. Denne art og en række meget nært beslægtede, såsom Echinocereus salm-dykianus og Echinocereus gentryi, har blomster med lange rør, der forbliver åbne om aftenen. De er meget nemme at dyrke og få til at blomstre. Den hårede Echinocereus delaetii vokser i store højder i Mexico. Den blomstrer kun yderst modvilligt i samlinger, medmindre man kan levere meget god belysning.
Nogle arter af Echinocereus danner meget store klynger. Det gælder f.eks. Echinocereus enneacanthus. De blomstrer kun modvilligt, hvis de får for meget vand, varme og/eller kvælstofholdig næring. I så fald vokser de voldsomt i stedet. Blomsterne er værd at vente på. De er både store og langlivede. Echinocereus pentalophus ligner den meget. Den har ranglede og ikke særligt pæne stængler, men meget smukke blomster. Den art, der kaldes regnbuekaktus (Echinocereus pectinatus) på grund af sine flotte, mangefarvede torne, er meget pænere. Disse planter vokser på begge sider af den mexicansk/amerikanske grænse, og de findes i en lang række forskellige former. En særligt tiltalende form blev opdaget for omkring 20 år siden. Den kaldes normalt E. var. rubrispinus. Blomsten er lyserød og godt 10 cm i diameter.
Echinocereus reichenbachii er også meget tiltalende og ret lille af vækst. Nogle af formerne vokser så langt mod nord som Oklahoma, og de kan tåle ret kolde betingelser om vinteren, hvis de er tørre. Det samme gælder Echinocereus chlotanthus, som har former med små grønlige eller brunlige blomster.
Echinocereus engelmannii med nålelignende torne kan også danne ret store klynger af meget flotte stængler. Den kan tåle ret kolde betingelser, men er ikke særlig tolerant over for fugtighed. De meget store blomster er usædvanligt smukke, men dannes kun hvis lysforholdene er gode, og hvis planten ikke har det for varmt om vinteren.
Echinocereus triglochidiatus er en meget almindelig amerikansk art, og den findes i en lang række forskellige former. Nogle vokser i forbavsende store højder og langt mod nord i USA, og de er derfor ret hårdføre. Nogle former danner meget store klynger, og de kan være ret bemærkelsesværdige, når de blomstrer om foråret. De dybt orangerøde blomster er forholdsvis store. I modsætning til mange andre kaktusblomster lukker de sig ikke om natten.
--