Edderkoppe­spind - Gymnocalycium

Planteslægten Gymnocalycium er hjemmehørende i Sydamerika. Det er en kaktusslægt, bestående af kuglefor­mede planter med hvide, rosa, røde eller gule blomster, der udvikles i top­pen af planten. Tidligere henregnede botanikerne denne slægt til Echinocac­tus (pindsvinekaktus). Edderkoppe­spind har fået stor udbredelse, efter at man i Japan 1941 opdagede nogle eksemplarer af arten Gymnocalycium mihanovichii, der manglede den grøn­ne farve og i stedet var lyserøde. Senere er fundet andre farvemæssige afvigelser, mutationer, bl.a. orange og gule. At planterne mangler den grønne farve (klorofyl), gør, at de ikke kan leve selvstændigt, men må podes på en grøn grundstamme. Ved podningen overfører man den del af planten, her de forskelligt farvede skud, som man ønsker at dyrke, til et grønt stængel­stykke med rod. Den klorofylløse plantedel tager da sin næring fra det grønne stængelstykke. Man ser ofte disse kaktus til salg, bl.a. i supermar­keder.

Arter:

Gymnocalycium andreae er en mørkt blågrøn lille art, gennemsnitlig 4,5 cm i tværsnit. De ligeledes ca. 4,5 cm store blomster er udvendig grøngu­le og indvendig svovlgule.

Selv de helt unge planter af edderkoppespind (Gymnocalycium baldianum) blomstrer rigt. Gymnocalycium baldianum er blågrå med røde blomster, der dannes på selv unge planter, som kun er få cm i tværsnit. Fuldt udviklede planter er ca. 7 cm i tværsnit.

Gymnocalycium denudatum har fladt­liggende torne, der står som tråde i et spindelvæv fra de ophøjede vorter. Den bliver temmelig stor, op til 20 cm høj og 15 cm i tværsnit, og har en skinnende grøn overflade. Blomsterne er rent hvide. Denne art tåler ikke sol.

Gymnocalycium gibbosum kan blive op til 20 cm høj og 15 cm i tværsnit. Den har stærkt knudrede ribber og er mørkt grågrøn. Blomsterne er hvide til rosa.

Gymnocalycium mihanovichii bliver kun ca. 5 cm høj og blomstrer med grøngule eller olivenfarvede blomster.

Gymnocalycium multiflorum bliver op til 15 cm og blomstrer med store, lyserøde blomster. Den har gule, ved grunden rødlige eller sorte torne.

Pasning: I naturen gror edderkoppe­spind ofte under buskvegetation, idet den ikke tåler stærk sol. Den gror godt i enhver jordtype, der er let gen­nemtrængelig for vand og som ikke er kalkholdig. I vækstperioden kræver edderkoppespind meget vand; men i vinterperioden holder man planten kø­ligt og tørt.

Formering: Man kan med held stiklin­geformere edderkoppespind hele året rundt, men det bedste tidspunkt er april-juni. Som stikkesubstrat bruger man en let og porøs jord, der holdes jævnt fugtig. Stiklingerne beskyttes mod stærkt sollys. Frøformering kan ligeledes ske hele året, men det bedste tidspunkt er februar. Såjorden skal være let og porøs. Frøet, der er meget fint, må ikke dækkes ret meget. Efter såningen dækker man frøskålen med glas for at holde på fugtigheden. Den bedste spiretemperatur er 20°-22°C. Podning er kun aktuel for de mutatio­ner, der mangler klorofyl, dvs. ikke er grønne.