Tang er en fælles betegnelse for de alger, som vokser i havet i dybder fra ca. 50 cm til 30 m og som ved vore kyster kan danne store tangskove. Nogle af disse alger kan blive meterlange, mens andre ikke bliver mere end 5-30 cm. Tang holder sig fast på havbunden ved hjælp af særlige hæfteskiver og optager al sin næring fra vandet direkte gennem de yderste cellelag. Hvis tangen dør eller rives fra sit fæste, føres den med strøm og bølger og ender på strandene, hvor den efter pålandsvind kan ligge i tykke revler. I kystegne blev tang tidligere anvendt til forskellige formål, bl.a. til tagdækning og som fyld i madrasser. Mange af husene på Læsø og Fanø er stadig tække t med tang. Tang kan bruges til nedfældning i jorden på linje med halmrig staldgødning; men den må være omsat først.
En rød tangart med findelte blade vokser her på grenene af den almindelige blæretang.
Tangen samles så frisk som mulig og sættes i ca. 2 m høje og 2 m brede stakke. Er tangen tør ved indsamlingen, skal man ikke bruge den, idet tør tang næsten ikke er til at gennemvæde igen; den skyr vandet og omsættes langsomt.
Stakke af våd tang beskyttes mod udtørring med et halmlag eller en plasticpresenning. Stakken må omstikkes med 2-3 måneders mellemrum og eventuelt vandes, hvis den er for tør; i løbet af 6-8 måneder er den tjenlig til at komme i jorden. Tang er som regel fattig på kvælstof, men rig på kalium, magnesium og jod. Den indeholder også en del salt (natriumklorid), og tang bør derfor kun anvendes, hvor man de første år dyrker en salttålende afgrøde. Saltømfindtlige planter bør aldrig gødes med tang, som selv efter 5 år kan skade; jordbær og hindbær er særlig saltfølsomme. Visse tangarter fiskes direkte i havene og anvendes til fremstilling af det geleagtige agar-agar, som anvendes r laboratorier til dyrkning af svampe og bakterier eller i fødevareindustrien. Ved de tropiske kyster, især i Sydøstasien, vokser der tangarter, som spises og regnes for delikatesser.
De gennemsigtige blade hos en tangart, som populært kaldes havsalat.