Buksbom - Buxus sempervirens

Der findes en række arter af buksbom i Vest- og Sydeuropa og Amerika, men kun en art er almindelig anvendt her i landet.

Almindelig buksbom (Buxus sempervi­rens) er en stedsegrøn busk, der er dyrket i haver siden gammel tid. Ved­det er meget hårdt og gulligt af farve og egnet sig især godt til billedskæreri, træblæseinstrumenter o.lign. Væksten er tæt, og de 1-3 cm lange, ofte næsten runde blade er blanke og læderagtige. Blomsterne er enkønnede, gulliggrøn­ne og med et enkelt bloster. Blom­sterstanden består oftest af en hun- og mange hanblomster, der har en beha­gelig, stærk duft, som tiltrækker bier. Derimod har løvet ofte en ubehagelig, skarp lugt.

Buksbom kan anvendes både som fritvok­sende busk og som klippet eller uklippet hæk.

Buksbom (Buxus sernpervirens) med vellugtende, gule blomster.

Vækstkrav: Planten vokser bedst i en let fugtig, lermuldet jord, der er i­blandet tørvestrøelse, men den stiller i øvrigt ikke større krav til jorden. Den er hårdfør, trives bedst i fuld sol, men vokser også udmærket i skygge.

Pleje: Planten tåler at blive formet og kan klippes kraftigt ned uden at tage skade; beskæring foretages i april. Buskens naturlige vækst er harmonisk, tæt og bred.

Planten formeres ved stiklinger om foråret eller i august-september i væksthus, hvor den villigt danner rød­der i en jord bestående af tørvestrøelse iblandet grus.

Anvendelse: Buksbom blev tidligere anvendt i stor stil i have- og parkanlæg, hvor de mange klippede former præge­de disse haver. I dag er de klippede former igen på mode, og man kan mange steder købe sådanne færdigbe­handlede buske. Buksbom er gennem tiderne blevet flittigt anvendt til ind­ramning af rabatter og bede, som klip­pede eller uklippede hække, ikke mindst på kirkegårde.

Sorter:

'Handworthii' er en stor busk med opret vækst og store mørkegrønne blade. Den egner sig godt som fritvok­sende hæk.

'Rotundifolia' har næsten runde blade, der er meget store. Sor­ten kaldes af samme grund for storbla­det buksbom.

'Suffruticosa' er en dværgform, der er almindelig anvendt til indfatning af bede og gravsteder.