Orkidéer

Mange tropiske orkidéer trives kun i et varmt drivhus eller i et særligt indrettet blomstervindue, men egner sig slet ikke til vindueskarmen i en almindelig stue.

Sagnet fortæller, at Jorden efter Synd­floden kun besad grønne, brune og blå farver, mens blot regnbuen på himlen lyste med alle de skønneste farver. Fra hele himmelrummet blev englene til­trukket af det smukke syn. De kom flyvende i store skarer og satte sig på regnbuen, som til sidst ikke kunne bære flere, men splintredes i millioner af farvestrålende småstykker, som da­lede ned på jorden, hvor de blev opfanget af træer, buske og urter, som forvandledes til tusinder af forskellige farvestrålende orkidéer.

Alle orkidédyrkere vil genkende sag­nets regnbuefarver i de vilde og dyrke­de orkidéer. De fleste orkidéer er hjemmehørende i de tropiske regnsko­ve, især i Sydamerika og Asien; men også i andre dele af verden vokser orkidéer vildt i naturen, i Danmark alene ca. 30 arter, hvoraf de fleste dog er meget sjældne; de almindeligste danske orkidéer kaldes gøgeurter.

Plantetyper: Efter vækstformen indde­les orkidéer oftest i to typer: monopo­diaie og sympodiale planter. De mono­podiale orkidéer har en enkelt, ugre­net stængel, der uhindret vokser opad. Stænglen dækkes helt af bladene, som omgiver den på begge sider. Neden for bladene udvikles kødfulde rødder, og i bladhjørnerne udvikles blomsterstæng­ler, som det ses hos slægterne Vanda, Vanilla og Phalaenopsis.

De sympodiale planter har en i reglen overjordisk rodstok, hvis skudspids omdannes til en pseudobulbe, dvs. en næringsholdig »falsk knold«. I den nederste ende af rodstokken dør plan­ten efterhånden bort. Blomsterstæng­len er forgrenet og udvikles fra grun­den eller toppen af pseudobulben.

Paphiopedilum specerianum trives kun i varmhus. Blomster i november-december.

Paphiopedilum sukhakulii er en varmhus­plante, som blomstrer hele vinterhalvåret.

Blomster: Orkidéblomsterne har som regel 6 kronblade, som sidder 3 sam­men i en ydre kreds og 3 i en indre kreds. Af de inderste er det ene kron­blad i reglen større, smukkere og an­derledes farvet end de andre. Dette kronblad kaldes læben (labellum). Hos visse orkidétyper som fruesko og ve­nussko er to af kronbladene vokset sammen, hvorfor disse arter tilsynela­dende kun har 5 og ikke 6 kronblade. Blomsten har en tydelig frugtknude i midten; men det er svært at finde støvdragerne. De sidder på frugtknu­den eller ved siden af denne. I gruppen Cypripediaceae, f.eks. venussko, fin­des der 2 støvknapper, mens der hos den anden gruppe, Orchidaceae, de fleste øvrige orkidéer, kun findes en enkelt støvknap. Hos den førstnævnte gruppe er blomsterstøvet (pollen) klæ­brigt, men ikke sammenhængende; hos den anden gruppe er støvet sammen­hængende og danner tætte klumper, såkaldte pollinier.

Bestøvning: I naturen udføres bestøv­ningen af orkidéblomsterne af insek­ter, især sommerfugle, samt fugle, især kolibrier; for enkelte arters vedkom­mende er der tale om selvbestøvning. I drivhuse bestøver man blomsterne kunstigt ved hjælp af en blød pensel. Det tager 12-14 måneder, før frøene er modne; men enkelte arter har dog en hurtigere modningsproces. Hos andre planteslægter bestøver man planterne for at få en frøproduktion til salg og fremstilling af nye planter; men for orkidéernes vedkommende bestøve r man først og fremmest for at udvikle nye hybrider og sorter. Til dette formål anvendes udvalgte planter, som besid­der særlige egenskaber som smukke farvekombinationer, blomstring i en ung alder eller særlig holdbare blom­ster. Hver orkidédyrker udvælger selv sine moderplanter, der anvendes til krydsbestøvninger. For at holde sig underrettet om, hvad orkidéavlere rundt om i verden har frembragt, er der oprettet et internationalt kontor, hvortil alle nye krydsninger skal med­deles. Her udarbejdes lister over avle­re og de frembragte krydsninger; den­ne fortegnelse kaldes »Sanderlisten« og udgives af The Royal Horticultural Society i London. Der er hidtil regi­streret over 25.000 krydsninger, og af disse er de to tredjedele sterile og danner således ikke modent frø.

Odontoglossum bictoniense er en af de arter, som kan lykkes i en stue eller vinterhave. Den blomstrer september-april, og blomsterstænglen er 40-100 cm lang. Blomsten er 3,5 cm i gennemsnit.

Frø: De udviklede frø er bitte små og fine som støvpartikler. En enkelt orkidé kan danne i tusindvis, somme tider i titusindvis af frø, der er så lette, at de nemt blæser bort. Frøene har ingen reservenæring til brug efter spiringen, i modsætning til f.eks. kornarternes frø, hvis spirer lever af den medbragte reservenæring.

Vækstkrav: Efter orkidéernes levevis i naturen kan man groft inddele dem i to grupper, jordorkidéer og træorkidéer. Jordorkidéerne har et vel forgrenet rod­net, en roset af grønne blade og en opret blomsterstængel med en eller flere blomster. Venussko er en typisk jordorkidé. Den trives udmærket i en lerpotte med let og porøs jord. Hos blomsterhandleren kan man købe så­kaldt orkidéjord. der består af visne rødder af osmundabregner, af tørve­strøelse og af bladjord. Planterne bry­der sig ikke om kalkholdigt vandværks­vand, men skal helst vandes med blødt regnvand eller kogt vand. Disse orkidéer trives året rundt i vindueskarmen; men en enkelt måned hvert år skal de have særbehandling. I 4-5 uger om efteråret skal de stå køligt (12-14°C); ellers vil de ikke udvikle blomster­knopper. Blomstringen finder sted 6 måneder efter denne kølige periode, altså i det tidlige forår.

Træorkidéerne hører hjemme i de tropiske regnskove, hvor de vokser oppe på træerne. Bladene er tykke og glinsende, og rødderne eller rhizorner­ne (rodknoldene) er lange, tynde og hvide og lægger sig op ad træets bark eller kryber ind i huller i bark og grene, hvor de opsuger vand fra luften.

Derimod suger orkidérødderne ikke næring fra det træ, som orkidéen vok­ser på. Reservenæring og vand opbe­vares i pæreformede knolde eller pseu­dobulber, der sidder ved grunden af stænglerne i fortsættelse af rødderne. Husk, at pseudobulberne altid skal følge med ved omplantning af orkidéerne!

Phalaenopsis 'Valle High'.

Ved dyrkning af træorkidéer må man søge at efterligne de naturlige vækstforhold. Planterne skal ikke dyrkes i almindelige urtepotter, men i specielle dyrkningsbeholdere, som giver adgang for luft og vand til rødderne, men samtidig har et effektivt dræn, da rød­der og knolde ikke tåler stående vand. En tremmekasse fremstillet af tynde lister på 1 x 1 cm i tværsnit sømmes sammen med 1 cm brede åbninger mellem listerne. Kassen fores med fug­tigt hvidmos, så jorden ikke drysser ud, og indenfor anbringes jordblandin­gen af bregnerødder, tørvestrøelse, korkstumper og barkstykker. En stål­trådskurv er lige så velegnet, men knap så dekorativ. En træklods eller et styk­ke bark er den simpleste form for rodfæste for en orkidé. Træklodsen bevikles med hvidmos og bregnerød­der, som holdes fast med ståltråd eller nylontråd.

Orkidégartneren har specielle jord­blandinger til de forskellige arter; men stuegartneren kan klare sig med en jordblanding af 4 dele korksmuld, 2 dele trækul og 2 dele grov tørvestrøel­se.

Vand, lys og luft: Orkidéer skal altid have det fugtigt omkring sig. Hyppige overbrusninger med kuldslået vand er nødvendige for deres trivsel. De skal have rigeligt lys, men helst ikke direkte sol; øst- og vestvendte vinduer er gode voksesteder. Blomstringen kan i øvrigt fremmes ved kunstig belysning med et par lysstofrør på 40 watt, ophængt 125 cm over planterne. Typer som Cattleya er mest lyskrævende, mens fruesko og venussko ikke behøver så meget lys. Varme: Orkideerne stiller vidt forskellige krav til temperaturen. Visse slæg­ter som venussko, Dendrobium og Phalaenopsis trives bedst i almindelig stuetemperatur. Men selv inden for samme slægt kan der være uhyre stor forskel på varmekravene.

Cattleya veissenpachii.

Hvileperioder: Mange tropiske orkidé­er med pseudobulber kræver en tørke­periode for at blomstre; men hvis plan­ten efter hvileperioden drives for hur­tigt, bliver skududviklingen svag, og der kommer ingen blomster. Hvilepe­rioden skal begynde, når blade og pseudobulber er fuldt udviklede og bladskederne bliver tørre, gullige og bastagtige. Når planten begynder at skyde nye skud, er hvileperioden op­hørt, og så genoptages vandingen.

Kogning af dyrkningssubstrat.

Flasker med småplanter af Cymbidium.

Formering:

Orkidéer kan formeres ved frø eller ved deling af ældre planter. Frøformering kan ske efter to meto­der, den symbiotiske og den asymbioti­ske. Symbiose betyder samliv, i dette tilfælde samliv mellem en orkidé og en bestemt svamp, der lever på orkidéens rødder. Hvis svampen ikke er til stede ved frøets spiring, mislykkes spiringen. Man må derfor kunstigt tilføre denne svamp i så-mediet; men man er ved forsøg kommet frem til den asymbioti­ske metode, hvor man erstatter svam­pehyferne med en 2% sukkerepløs­ning. I de store orkidégartnerier an­vendes nu færdigfremstillede sterile næringssubstrater til såning og dyrk­ning af de små orkidéplanter.

Visse orkidétyper formeres ved deling af knoldene. Hos Dendrobium anven­des de unge planter, som udvikles oven på pseudobulberne, mens man hos Vanilla og Epidendrum skærer stykker af pseudobulberne og anbringer dem i fugtig spagnum. Gamle pseudobulber hos Thunia og blomsterstængler hos Phaius kan også anvendes som forme­ringsmateriale; men ved disse delinger risikerer man at overføre sygdomme fra den gamle plante. Det undgår man ved frøformering i det sterile substrat.

Plantning:

Nogle orkidéer skal om­plantes hvert år, fordi jorden eller voksemediet i plante beholderen er kla­sket helt sammen, så at der ikke kom­mer luft til rødderne. Kun hvis kompo­sten (jordblandingen) stadig er let og porøs, behøver man ikke at plante om. Den bedste plantetid er marts, når der er ved at komme nyt liv i planterne. Før plantningen fores plantebeholde­ren med hvidmos, og der lægges et dræn af trækul i bunden af beholderen. Derefter fyldes den godt gennemfugte­de kompost i beholderen, og planten trykkes godt fast i komposten. Orkidé­er med knold skal have denne lige over jordoverfladen; hvis den dækkes med jord, vil den rådne. Indtil planten rigtig har fået rod, må der ikke vandes for meget; det er bedre at overbruse plantens top en eller to gange om dagen.

I et varmt drivhus eller en vinterhave kan man have held med mange af de spændende orkidé-arter i alle regnbuens farver, både storblomstrede og småblomstrede.

Anvendelse:

De nemme stueorkidéer kan dyrkes i et øst-, vest- eller til nød et nordvindue. De mere krævende kan anbringes i et såkaldt blomstervindue, hvor man har opsat et ekstra stykke glas mellem vindueskarm og stue, så at man får en slags miniaturedrivhus, hvor luftfugtigheden kan blive optimal og hvor man kan supplere dagslyset med kunstlys fra lysstofrør eller gro­luxlamper. Drivhuse med opvarm­ningsmuligheder egner sig til dyrkning af de fleste tropiske orkidéer, og man­ge amatører bygger særlige orkidédriv­huse. Særligt interesserede orkidédyr­kere samles i Dansk Orchide Klub, der giver medlemmerne gode råd, foreta­ger indkøb af orkidéer fra udlandet og sørger for, at medlemmerne kan bytte planter indbyrdes.

Orkidéer til stuekultur:

Venussko (Paphiopedilum) er den mest taknem­melige orkidé til stuekultur. Den er en jordorkidé. hvis blomster holder 2-3 måneder på planten. Den skal have en temperatur på 18°C og vandes med regnvand. Husk hvileperioden i sep­tember for at fremme blomstringen i det tidlige forår.

Ascocenda har ikke noget dansk navn. Den blomstrer uafbrudt året rundt og dyrkes bedst i kurve eller tremmekas­ser. Jordklumpen må aldrig tørre helt ud.

Dendrobium dyrkes ligeledes i trækas­ser eller i små urtepotter, hvor de nederste to tredjedele er fyldt med potteskår som dræn. Den trives godt i stueluft. Den blomstrer vinter og forår og skal inden da have en hvileperiode uden næringstilførsel og med ringe fug­tighed i jord og luft.

Phalaenopsis har lange ranker med 20- 30 blomster på hver. Den skal overbru­ses hver dag, men har gode muligheder i stue og vinterhave.

Sophronitis skal dyrkes på et" stykke bark eller kork, ophængt i vinduet. Den får en mængde røde blomster, som hver holder ca. 3 uger.

De forskellige orkidéslægter er omtalt i særlige artikler under deres danske eller botaniske navn med oplysninger om deres specielle dyrkningskrav.