Flere arter af hønsetarm er almindelige ukrudtsplanter på marker og i haver; andre er smukke og rigtblomstrende prydplanter til stengærder og skråninger. Det mærkelige navn er kendt fra gammel tid; det hentyder til, at stænglens centralcylinder er sej og elastisk som en hønsetarm. Centralcylinderen kan trækkes ud af stænglen som en tynd, bleg »tarm«. Det kan man også gøre med stænglerne på et andet almindeligt ukrudt, nemlig fuglegræs (Stellaria media).
De dyrkede hønsetarm går ofte under det mere poetiske navn sommersne, der udmærket beskriver den overdådighed af hvide stjerneblomster, der dækker planterne.
Storblomstret hønsetarm (Cerastium arvense 'Compactum²) er velegnet i fritidshaver og på naturgrunde.
Vækstkrav: Hønsetarm vokser godt på enhver ikke alt for fugtig jord. På meget næringsrig eller stærkt gødet jord mister den ofte den smukke sølvgrå hårbeklædning på bladene, gror kraftigere til og blomstrer ikke så rigt. Den kan trives i halvskygge, men man får mere glæde af den i fuld sol.
Pleje: Hønsetarm formeres ved frøudsæd, men lettere ved deling af store planter; der skal blot følge en smule rod med de nye enkeltplanter for at få dem til at vokse videre på det nye voksested. Stiklinger kan tages straks efter afblomstringen Hønsetarm forhandles oftest i potter og kan så udplantes i haven selv i fuld blomst; ved plantning af 9 planter pr. m² vil man i løbet af en sommer få jorden plantedækket. Planterne kan skæres let tilbage efter afblomstringen, så de skyder nye, kraftige skud. Hønsetarm har en næsten ukrudtsagtig kraftig vækst, som må begrænses af og til, så naboplanterne ikke generes; det kan ske ved at afhugge planteranden med en spade.
Anvendelse: Hønsetarm er glimrende til plantning på tørmure eller stengærder, men også til jorddækning af skråninger, som bunddække under større solitærplanter, eller i en flerårig blomstereng.
Andre arter:
Gråbladet hønsetarm (Cerastium tomentosum var. columnae) minder meget om Cerastium biebersteinii, men har knap så kraftig vækst. Den danner smukke sølvgrå tæpper, hvis bladfarve har næsten større prydværdi end blomsterne. Planten er meget lav, kun ca. 12 cm. Velegnet til stengærder, stenbede og som bundplante under bl.a. berberis, dværgmispel, mahonie, vildroser og andre buske med farvede frugter, der fremhæves af hønsetarmens sølvgrå blade.
Storblomstret hønsetarm (Cerastium arvense) har matgrønt løv og hvide blomster i maj-juni. Det er en almindelig ukrudtsplante på marker og langs veje. Som prydplante dyrkes sorten 'Compactum', som kun danner få udløbere. Den kan især anvendes i fritidshaver og naturhaver med næringsfattig jord.