Trævlekrone har dybt firfligede kronblade, hvorfor blomsten virker trævlet og en smule sjusket. flos-cuculi = gøgeblomst og hentyder til de klatter af gøgespyt, som findes på stænglen og i bladhjørnerne; det er skumklumper, der hver gemmer en grøn larve af skumcikaden. Trævlekrone er en staude med en 20-50 cm høj stængel med mørke pletter under hvert bladskæfte, men uden de klæbrige partier, der kendetegner dens nære slægtning tjærenelliken. Jordstænglen er lodret og ret forgrenet; bladene er aflangt lancetformede og samlet i en roset, og blomsterne er lyserøde og samlet i en top af småkvaste. Planten er vildtvoksende i fugtige enge, men er ved at blive sjælden i det danske landskab.
Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi) er en vildstaude, som er bedst egnet til plantning i havens blomstereng.
Vækstkrav: Fugtig jord i fuld sol.
Pleje: Hvor planten bruges i en naturhave, f.eks. i en fugtig blomstereng, kræver den ingen pasning. Som egentlig haveplante i blomsterbedet er den derimod uegnet.